(Shamelessly ripped from Zephram Stark, then translated and mutilated into a danish reality)
Hvis du vil vinde en krig, er du nødt til først at have et mål. Det erklærede mål for Irak-krigen var at finde og destruere masseødelæggelsesvåben. Vi fandt naturligvis ikke nogen masseødelæggelsesvåben, men alligevel insisterer vi på at kaste hundreder af millioner kroner og den efter den anden soldats liv efter krigen alligevel, hvilket for mig at se, tyder på eksistensen af en skjult dagsorden. Den skjulte dagsorden i Irak-krigen var at sørge for at Irak fortsatte salget af olie i amerikansk valuta, eller i petrodollars som de også kaldes. I efteråret 2000 gik Saddam Hussein fra at sælge sin olie i Dollars til Euros, hvilket den amerikanske administration mærkeligt nok ikke kunne sidde overhørigt, hvis man samtidigt skulle kunne fortsætte verdenshistoriens største svindelnummer i FED banken. I November 2000, blev Irak det første OPEC-nation, der begyndte at sælge sin olie for Euros. Euroen steg sjovt nok i værdi mens US Dollaren mistede terræn. I ly af angrebet på WTC 9/11 (Hr. Bush havde aldrig fået amerikanerne i krig pga. olie en gang til) aktiverede man terrorist skræmmebilledet. Irak blev invaderet, Saddam Hussein blev væltet og amerikanerne kontrollerede nu alle olieproducerende lande, men siden har man tabt i Iran, i Venezuela, og i stort set alle lande der handler med olie, selv Norge og Danmark.
Det er interesant at ingen endnu har været ude og erklære Irak-krigen for en fiasko. Eftersom man ikke lykkedes med at overholde sine egne definitioner for en sejr, må det vel betyde at vi reelt har tabt krigen. Men vores fiasko i Irak betyder ikke, at vi er nødt til også at tabe i Afghanistan. Afghanistan har en hel anden række mål. Det erklærede mål for vores lille raske krig i Afghanistan var, at fange Usama Bin Ladin og hans slæng, som måske eller måske ikke gemmer sig i Afghanistans grotter. Sekundære mål hed at bekæmpe Al-Qaeda og Taliban, samt at sætte en stopper for opiumsproduktionen. Her vil den opmærksomme læser nok føle trang til at indskyde, at Usama Bin Ladens venner slet ikke gemmer sig i en afghansk grotte, men derimod i Pakistan og opiumsproduktionen er rekord stor. Korrekt! – Endnu en gang er vi nødt til at undre os over, hvorfor vores penge og liv bliver spildt, eftersom vores erklærede mål om at finde Usama bin Ladin i Afghanistan ikke kan gennemføres, og vores tilstedeværelse forfremmer Den Nordlige Alliances muligheder for at drive opiumshandel, under mere end gunstige forhold. For at føje spot til skade, kan vi prale af et endnu mere forarmet, korrupt og sønderlemmet land, med en Taliban-bevægelse i stærk fremmarch samt en voldsomt forøget opiums og heroinhandel.
Svaret kan kun være, at det erklærede mål med krigen ikke var det egentlige mål. Washington DC’s virkelige mål i Afghanistan er stadig opnåeligt. Faktisk er det primære mål allerede for længst nået, nemlig målet om at sikre den fortsatte produktion af farmaceutiske opiater. Hvis dette lyder som en vanvittig målsætning, så prøv at overveje disse tre ting:
#1. FN’s afdeling for narkokriminalitet forventede i 2000, at opiat produktionen fortsat
vil falde støt i de få tilbageværende lande, der producerede opiater.
#2. Ingen farmaceutisk virksomhed har været i stand til at sammenfatte syntetiske stoffer der
er bare i nærheden af, at kunne måle sig med egenskaberne eller omkostningseffektiviteten
af valmue relaterede produkter.
#3. Den globale efterspørgsel på opiater stiger støt.
Da Taliban bevægelsen indførte sin religiøse intolerance af narkotika i Afghanistan, mistede man adgangen til verdens største kilde af opiater. Det primære mål med at genoprette opiat produktion i Afghanistan er lykkedes ud over den vildeste vådeste farmaceut lobbyist dagdrøm. Vores sekundære mål om at distribuere opiat produktionen gennem lovlige kanaler kan der stadig stilles spørgsmåltegn ved. Med Abrahams Guds hjælp, har vi holdt den nordlige Alliance of narkobaroner ved magten, mens vi besejrede den islamiske idé om, at Afghanistan ikke skal kunne sætte en permanent stopper for narkotikaproduktionen.
Lyst til dope, og ønsker du at lære nye færdigheder, så meld dig til den danske hær, og opdag glæden ved at sikre afghanske narkobaroners pensionsordninger.
I begyndelsen af 1990′erne, var Afghanistan på randen af det totale kaos, udelukkende kontrolleret af narkobaronerne. Human Rights Watch, der overvåger internationale civile overgreb, sagde at de afghanske opiumgangstere havde opdelt landet imellem sig i områder, hvor man kun egne drakoniske love gjaldt, og hvor henrettelser, omfattende voldtægt, vilkårlige arrestationer og bortførelser var hverdag. I 1994 slog opiumproduktionen i Afghanistan rekord, med en høst på 3400 tons. Afghanerne var ved at have fået nok, og krævede en tilbagevenden til de grundlæggende muslimske værdier. Taliban-bevægelsen blev født og overtog kontrollen med Kabul i september 1996. De krigeriske narkobaroner indgik af nød fred med hinanden, og dannede en alliance som de døbte “Den Forenede Islamiske Front for Afghanistan Frelse” eller blot Den Nordlige Alliance.
Den Nordlige Alliance var dog ikke i stand til at standse spredningen af Taliban-bevægelsen. Den religiøse bevægelse blev mere og mere populær i Afghanistan, til et punkt hvor dets ledere havde opnået beføjelser nok, til at kunne udstede et dekret der forbød dyrkning af opiumsvalmuer. Det forbud trådte i kraft d. 27 Juli 2000, og gjaldt i alle provinser. Over de næste syv måneder, udryddede Taliban-bevægelsen stort set valmueproduktionen i Afghanistan. I 2002 fandt den Nordlige Alliance dog melodien igen, under vingerne af det amerikanske luftvåben, blev Den Nordlige Alliance hjulpet tilbage i erhvervslivet og kunne fejre sin tredje største høst til dato.
Produktionen fortsatte med at stige indtil man i 2007 og 2008 oplevede den største høst nogensinde registreret. Når især DR og TV2-nyhederne forsøger at sammenkæde Talibanbevægelsen med opiumproduktionen, så send dem en mail og bed din nyhedsvært om at forklare, hvordan opiumproduktionen under Taliban faldt fra 4.600 tons i 1999 til mindre end 200 tons i 2001.(<<— PDF [5.5 MB])
Det er med andre ord, dine og mine skattepenge og vores børns liv, der har betalt for narkokrigen i Afghanistan, alene for at sikre at opiater kun kan sælges gennem godkendte farmaceutiske virksomheder blandt andet i USA og Danmark.
Det er en kendsgerning, at krigen nu har bredt sig til det korrupte og militante Pakistan, spørgsmålet melder sig om der findes nogen anstændig løsning længere.
