Som jeg har sagt om og om igen, er det hverken regeringen eller oppositionens intension at forsvare det danske folk mod de finansielle terrorister, der nu på tredie år hærger vores nation. Regningen for 68 generationens massive overforbrug, for det mange bank- og vækstpakker skal betales af befolkningen på den ene eller anden vis, om vi vil det eller ej!
Alle partierne på Christiansborg siger de vil forsvare den nationalsocialistiske model, også kendt som det danske velfærdssystem, og jeg er ikke et sekundt i tvivl om at de mener det, spørgsmålet er hvordan, hvor langt vil man gå?
De mest yderliggående nationalsocialister som Socialdemokraturet, Populistisk Folkeparti samt Dansk Folkeidioti, har traditionelt talt for en model hvor regningen kunne finansieres ved hjælp af en justering af skattesystemet gerne suppleret med, som vi lærte for nyligt, at bede dansken om 12 minutter ekstra om dagen. Groft sagt mener man her, at vi, altså befolkningen og ikke politikerne, kan arbejde og forbruge sig ud af krisen. Bare giv den gas!
De Liberale Nationalsocialister ønsker vel i virkeligheden at afskaffe efterlønnen, men tør ikke føre det ud i livet, da de i så fald ville ramme gruppen af kernevælgere hårdest. De er ganske uforstående endt med en model hvor rammer så mange grupper som muligt, i det de måske i en eller anden syg vision har set som et intelligent og “fair” modstykke til den røde bloks “ægløsning”. De blå ønsker altså at spare os ud af krisen!
Begge blokke tager naturligvis fejl. Begge blokkes idé om økonomi, er bygget op omkring penge som værende noget værdifuldt i sig selv, og at så længe vi kan holde liv i det monetære system, vil den hellige et eller andet være velforvaret. Når disse personager gang på gang har afblæst krisen skyldtes det, at de ikke har befolkningens levestandard i tankerne, men udelukkende om renten er lav, så der kan spekuleres på livet løs, så aktimarkedet holdes i live, længe nok til at de kan hæve deres pensioner. At hele lortet så ramler bagefter, og børnebørnene kommer til at lide, giver man fanden i!
Det er ofte lykkedes, et af Danmarkshistoriens i sandhed mest besynderlige partier, Dansk Folkeidioti, at erobre scenen, og sætte en dagsorden der har kunne sætte et stærkt præg på alle grupper i samfundet, men denne gang ender deres indflydelse på befolkningen med at ramme dem som en boomerang.
Mange DF vælgere har tilsyneladende ikke haft nogen moralske skrupler, ved at støtte et parti, der bevidst gik efter at ramme en bestemt gruppe økonomisk, en gruppe man indtil for nyligt følte sig hævet over, men nu har piben fået en anden lyd. Mange mennesker, der antageligt tidligere følte en hvis overlegenhed forbundet med åndsfællesskabet med nationalsocialisterne i DF, føler sig ikke blot ramt på pengepungen, nej de føler sig nedgjorte og ligegyldige i bedste fald, i værste fald som samfundets absolutte bund.
Nogen ville kalde det for Karma, men faktum er og bliver, at mange mennesker nu vågner op til en helt ny virkelighed, en verden hvor hudfarve og race åbenbart alligevel ikke spiller nogen rolle, det eneste der betyder noget er, om du bidrager til systemet med skat, eller om du ligger samme system “til last”. Folkeidioternes budskab er derfor ligeså klart som det er nyt for mange, nemlig at du kun er inde i varmen hvis du er pensionist, eller hvis du har røven fuld af penge.
Argumentet for at sparke arbejderklassen i nosserne lyder i følge Kristian Thulesen Dahl således:
»Når vi timer det sådan, at vi laver ændringerne nu, og ikke for to år siden, hvor vi havde debatten, er det fordi, vi nu gør det på et tidspunkt, hvor vi får gang i væksten, og hvor vi snart får brug for de ledige på arbejdsmarkedet«
Hykleriet i Dansk Folkeidioti er til at få øje på, eksempelvis udtalte Kristian Thulesen Dahl angiveligt (jeg kan ikke finde artiklen) 9. Januar i år til Jyllandspesten følgende:
»Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden«.
Og så sent som 6. April sagde den stolte specialarbejder Bent Bøgsted fra folketingets talerstol, som svar til Liberal Alliances forslag om at halvere dagpengeperioden:
»Der bliver henvist til, at det vil få flere ud på arbejdsmarkedet i form af en forøgelse af beskæftigelseseffekten på 10.000 personer.
Noget af det, man så glemmer i den forbindelse, er selvfølgelig også, at der vil være en hel del af dem, der mister dagpengene på den måde, der vil ryge ud af systemet, og som måske ikke lige kan finde et job. Det bliver der ikke taget hensyn til. Man regner med, at bare man halverer dagpengeperioden, er man også sikker på, at de, der falder ud efter 2 år, har fået job. Sådan er virkeligheden ikke.«
Bent Bøgsted sluttede sit indlæg med at skære ud i pap så alle kunne forstå det:
»Dansk Folkeparti kan ikke støtte en halvering, netop fordi vi ikke kan se noget formål med det. Vi er ikke overbevist om, at der skulle være nogle fordele ved en halvering, altså at det skulle give flere i beskæftigelse. Efter vores overbevisning er der ikke noget, der tyder på det. Så vi siger nej til forslaget«
Hvad det er for viden Folkeidioterne er kommet i besiddelse af de sidste to måneder, der gør at de nu har indtaget Liberal Alliances politiske program kan vi kun gisne om, men jeg gætter på at folk som Bent Bøgsted i dag er vrede på Folkeidioternes partitop, eller sagt med andre ord kunne dette godt gå hen og blive DFs waterloo, men, og det er et super duper vigtigt men, hvor vanvittige DFs motiver ofte synes at være på det idépolitiske plan, er ikke altid så sindsygt set udfra et rent strategisk synspunkt.
Der er overalt i landet langsomt ved at rejse sig en stemning, af ikke bare utilfredshed, men direkte oprørske tendenser, og her tænker jeg ikke på traditionelle fagforeningsorganiserede massepsykoser, men en generel tilstand i befolkningen af politikerlede, en lede der bliver forstærket i takt med at krisen sætter ind blandt “almindelige” familier rundt om i landet. Udmeldingerne fra DF de sidste dage, vil få “arbejderklassen” til at udvandre, hvis de da har deres eget liv kært.
Men men men, der er altid en eller anden form for mening med galskaben i Folkeidioternes umiddelbare politik, om hykleriet havde Kristian Thulesen Dahl følgende at sige:
»Vi kan godt forstå, at der er mange, der siger: ‘hvad var nu det for noget’, ved første øjekast. Men vi er fuldstændig overbeviste om, at når folk ser, at alternativet havde været en beskæring i folkepensioner og førtidspensioner nu og her, vil de se, at der er mere perspektiv i denne måde at gøre det på«
Tager man aldersfordelingen i vælgerkorpset i betragtning de næste 10-20-30 år frem, ja så kunne man fristes til at sige, at DF hvis det lykkedes dem at spille godt fra dette lille nummer, har sikret deres position i dansk politik mange år fremefter:/
Det burde efterhånden være klart for enhver, at begge fløje i det danske folketing arbejder for de samme interessegrupper, ofte direkte mod befolkningens bedste interesser, og at det er fuldkommen ligegyldigt hvilken fløj man sætter sin lid til. Budskabet i sagen om DFs kernevælgere der i årevis kiggede den anden vej mens der blev skåret ned på hjælpen til indvandrere og flygtninge, og nu klynker, føler sig svigtede og beder om hjælp fordi “på trods af alle odds”, lige netop deres gruppe blev ramt denne gang, taler sit tydelige sprog, om du kalder det Karma eller klog af skade er ligegyldigt, fakta er at vi kun får magten tilbage, den dag vi står med høtyve og fakler foran Christiansborg, og lille lars fra græsted må opgive at sutte satans pik, og i stedet henvise til den rasende pøbel uden for vinduet, mens han udtaler noget i stil med:
»Jeg er frygtelig ked af det satan, jeg ville mægtig gerne sutte dit store røde horn, men se alle de vrede mennesker derude, hvis jeg gør det, slår de mig ihjel!»
