Bedst som man troede kampagnen for at få gennemført en lovgivning om netneutralitet var døet ud, lader den nu til at være genopstået i USA, og må derfor antages at bevæge sig mod vores kyster, men hvad er det nu lige det er for noget, det der netneutralitet?
Kort fortalt, handler netneutralitet om, hvilke principper der skal være gældende for den grundlæggende kommunikation på internettet, altså skal al kommunikation behandles neutralt, eller skal internetudbyderne/teleoperatørene have lov til at prioritere visse forbindelser over andre? – Skal der kun være adgang til de danske motorveje, for tysk producerede motorer, eller har vi alle sammen ret til at benytte motorvejsnettet, uanset hvilken motor vi ejer?
Internettet har altid været en infrastruktur, hvor brugerne var ansvarlige for deres egne handlinger, resultatet af denne personlige frihed, at vi kan dele informationer frit og direkte med hinanden, er at vi er nået til et punkt i evolutionen, hvor vi kan transcendere rollen som den “heroiske slave”, og selv bygge den verden vi har lyst til at leve i.
Fair nok, så netneutralitet er en “god” ting?
Ja, internettet bør forblive et åbent landskab for brugerne, og operatørerne skal ikke blande sig i hvordan deres kunder benytter sig af internettet, men eftersom internettet allerede er neutralt, vil det at lovgive om denne neutralitet være at regulere det, og da er det ikke længere frit men kontrolleret. “Telekompakken” var et glimrende eksempel på, hvordan man med bevingede ord, fremmanede forestillingen om, at det at begrænse og kontrollere brugernes rettigheder, var det samme som at forbedre retssikkerheden.
Internettet blev udformet som en ikke-hierarkisk enhed og fungerer bedst på den måde.
Enhver regulering filtrering, blokering af og kontrol med trafikken på internettet, er ødelæggende for den frie udveksling af informationer, og underminerer brugernes privathed. Desuden vil det højest tænkeligt stoppe udviklingen af nye og mere intelligente netværkstjenester. Et andet argument kunne være, at uanset hvor mange penge vi spilder på at “sikre” internettet mod uønsket trafik, om vi deler det op i internet 1, 2 eller 3, så er det fysisk umuligt at styre kommunikationen mellem brugere i private netværk. Nye frie netværk vil opstå, og vi kan så starte forfra.
Da det har vist sig umuligt for staten at kontrollere internettet fysisk, er politikernes sidste håb, at forsøge at kontrollere det ud fra et moralsk standpunkt. Statens sidste desperate middel er som altid frygt. Hvis staten kan overbevise os om, at vi ikke er i kontrol, og at vi har brug for en mor og far til at beskytte os, kan der skabes en moralsk hindring for vores kommunikation, i de tilfælde hvor en fysisk hindring mislykkedes.
Hvis vi er dumme nok til at give staten og politikerne den moralske ret til at kontrollere den globale kommunikation, så fortjener vi sandelig at blive sendt tilbage til den mørke kommunikationens middelalder hvorfra vi kom.
