Google har den seneste tid prøvekørt et identifikationssystem for rettighedshaverne som betyder, at YouTube kan identificere materiale der uploades, selv når dette materiale er blevet ændret og gjort til en del af bruger-genereret indhold, såsom bryllupsvideoer, satiriske klip, eller skolebørn der øver sig i at redigere video og lyd.
httpv://www.youtube.com/watch?v=oGmLONVfuH4
Googles computere sammenligner alt det materiale, der uploades til YouTube – omkring 20 timers materiale hvert minut – sammenlignes med “ID filer” fra et bibliotek bestående af 100.000-timers referencemateriale fra rettighedshaverne. Systemet overvåger hvilke videoer der er ses af hvem, hvor de ses og hvor ofte.
Systemet hedder ContentID, og blev udviklet for to år siden, for at tiltrække pladeselskaber, tv-producenter og ejere af sportsrettigheder, som enten er ivrige efter at tjene flere penge på på deres værker via internettet, eller som har brug for at føle, at de har kontrol over deresophavsretligt beskyttede værker.
Når systemet har registreret en video der indeholder “beskyttet” materiale, sendes der besked til rettighedshaverne, der så har valget mellem enten at blokere for deres indhold eller tjene penge på det. Dette kan de gøre på flere måder. Google opfordrer rettighedshaverne til at tjene penge via reklamer , der optræder ved siden af en video. Rettighedshaveren tjener modtager så penge for de reklamer der optræder på tantebents sølvbryllupsvideo, og YouTube tager så en lille andel i gebyr.
httpv://www.youtube.com/watch?v=WnltLPf8KcM
Den anden metode er knap så flaterende; man sender en kæmpe bøde til den stakkel der har formastet sig til at filme naboen grave et hul i jorden mens han nynner en sang af Keld & Hilda. Man tror det er løgn, men denne forretningsmetode vinder mere og mere indpas, og er tidligere omtalt her.
Udover Googles problemer med at få deres forretningsmodel til at slå til, og rettighedshavernes manglende evne til at tilpasse sig/acceptere nye strømninger i samfundet, så er der hele problematikken omkring markedsføring af etsite som påstår at være en gratis service for folk, men som så åbenbart ikke er helt gratis, da alle brugere betaler en pris i form af overvågning af deres forbrug, og enkelte brugere endda ender med at betale store bøder.
Samme problemstilling i forhold til Facebook, der skulle forestille at være en gratis service til borgerne, skabt af en glad dreng, men som i virkeligheden er en koncern der lever af at suge private oplysninger ud af brugerne, og sælge dem til højest bydende.
For Piratpartiet er der ingen tvivl, Googles Id-system krænker den personlige frihed, spørgsmålet er, om vi bør lovgive/regulere dette område? – Mange vil sige ja, men jeg mener generelt ikke at man hverken kan eller bør forsøge lovgive mod stupiditet. Efterhånden som flere og flere “almindelige” brugere på Youtube vil blive ramt af det nye ID-system, vil de blive irriterede nok til at opsøge nye alternative tjenester, der kan levere en streaming service, uden at snage i folks privatliv, samt forhindre den frie kreative udfoldelse af talent. Piratbay viste os, hvor langt man kan nå ved at lytte til sine kunder.
