
Al natur er kreativ. Alt hvad vi kender som naturligt, dyrs og planters liv og de livløse processer i den fysiske videnskab, alle levende processer er kreative. Solen, mælkevejen hele universet er kreativ af natur, men ingen af dem er så vidt vides i stand til tænke eller handle af egen fri vilje, ingen af dem har mulighed for frivilligt at omdanne universet, og dermed det menneskelige sind. Derfor er menneskets sind, den eneste kreative kræft på denne planet, eller nogen anden planet vi kender til, der besidder en fri vilje og dermed magten til at ændre fremtiden.
Vi fødes og vi dør, og vi forsøger at gøre det så behageligt som muligt mens det står på, vi holder os i live så længe som muligt, men det er ikke, hvad det vil sige at være menneske. Kigger man på de faktorer i den menneskelige eksistens og kultur der er gældende for al kreativitet, opdager man, at når en person foretager et kreativt bidrag til samfundet som et individ, har dette bidrag hverken nogen begyndelse eller ende, men er udelukkende et kreativt produkt af sindet, skabt af menneskeheden som helhed. Du er skabt af alt hvad der kom før dig, og alt hvad der kommer ud af og efter dig, vil du have en andel i.
Dette er så vidt vi ved, en uendelig proces. Så længe vi lever og lang tid efter vi er døde, vil vi deltage i den proces vi almindeligvis kalder for kreativitet, så længe vi gør reelle fremskridt og udvikler vores samfund intelligent, så længe vil denne kraft bestå. Kreativitet er selve indbegrebet af menneskeheden, dette er vores kultur, og i kraft af at deltage i dette fænomen, kan vi i en vis forstand opnå udødelighed.
Når vi udvikler vores kultur, vores kreativitet, når vi skaber eller transformerer, så styrker vi det fundament den menneskelige eksistens hviler på, koncentrerer vi os om at begrænse og kontrollere, undergraver vi vores muligheder for at træffe intelligente valg hvilket dræber kreativiteten, hvilket i sidste ende vil lede til vores races undergang.
Ejendomsretten er ikke en ret, men et åg!
Begreber som intellektuel ejendomsret er i direkte modstrid med den menneskelige kultur, og jo mere vi forsøger at kontrollere og manipulere den menneskelige kreativitet, jo mere nød og elendighed skaber vi. Vores endeløse kamp om det der aldrig kan ejes af noget individ, den samlede sum af den menneskelige eksistens, truer med at skubbe os det sidste stykke ud over kanten; enhver burde kunne se, at vores samfund degenereres af denne stupide meningsløse kamp om ejerskab, fremfor at vi fokuserer på at gøre det vi ved er det eneste rigtige. Ende alle krige, tage magten over og ansvaret for vores liv selv, og begynde at for alvor at rette op på alle de skader der er gjort, i vores og vores forældres navn.
Det er på tide at vi som mennesker, begynder at koncentrere os om fremtiden, ikke i form af hvad der kunne ske næste uge, men om muligt søge en højere tilstand af menneskelig eksistens, og fokusere på hvad vi er i stand til at få til at ske. Hvilken verden ønsker vi at leve i, ikke blot i morgen, men også om 50, 100 eller 500 år?
Med internettet, har vi fået en gylden mulighed for at dele summen af menneskelig viden med alle, med internettet har vi fået en erstatning for det monetære system, og har ikke længere grund til at lade os slavebinde af private banker, fjollede tanker om at eje ideer eller spekulationer over hvad penge mon er værd. Slipper vi alle vores ideer fri, vores viden og vores kultur, så slipper vi os selv og hele menneskeheden fri, og det er nøjagtig den eneste intelligente vej ud af det morads vi er endt i, økonomisk som moralsk.
Open Source Økonomi
Vi er nødt til at producere et samfund, hvor mennesker er suveræne og magtfulde i forhold til deres egen udvikling, hvor vi bevarer arven fra de mennesker der kom før, så intellektet ikke dør med individet, men fortsætter med at bidrage til samfundet senere. Det første skridt er at skabe et nyt økonomisk system, og dermed lægge det monetære system bag os, der i snart 3000 år har trælbundet os i et system baseret på kontrol.
I fremtidens samfund bør al viden og information deles uvilkårligt mellem alle, absolut ubetinget fri adgang til alle tænkelige værker. Bearbejdninger af enhver art bør tilskyndes fremfor kontrolleres eller nægtes, og regulering af enhver art vil være utænkelig. Evnen for vores samfund til at udvikle sig intelligent, består udelukkende i muligheden for at vælge fra og til, at tænke selvstændigt og kreativt.
Fremtiden økonomiske system er Open Source, og udelukkende baseret på en intellektuel ejendomsrets-bank eller arkiv for alle produkter, ejet af de mennesker der bidrager. Der vil ikke længere findes et behov for hverken mellemmænd eller gæld , da fremtidens frie marked vil være ejet i fællesskab af dem, der bidrager til det i form af produkter eller services gruppen finder nødvendig.
Din hånd på styrpinden
Thomas Koppel sagde engang noget i retning af; Vi har ingen grund til at lade os trælbinde at et døende system, vi har hænderne til at skabe vores eget. Og han havde ret, det er på tide at komme i gang, før vores nation og vores menneskelige kultur går ad helvede til.
Husk på, at du ikke blot repræsenterer menneskeheden, du er menneskeheden faktuelt, ikke kun ved at være en suveræn intelligent del af en proces, der kaldes kreativitet, men ved at være selve den kreative proces. Være bevidst om dette, og du kan for alvor tage del i den store kraft af kreativitet, der begyndte længe før du blev født, og som også vil findes længe efter din død.
Med denne følelse af udødelighed, vil du finde styrken til at gøre det der skal gøres. Der findes ikke længere nogen grund til at være bange for at du ikke er vigtig nok, eller at dit parti, din omgangskreds, dine venner og naboer, vil latterliggøre eller udstøde dig.
Farvel til begrænsende dogmer om, hvad der kan lade sig gøre, hvad der er realitisk, og hvilke monetære fantasier vi evt. kan generere, og goddag til viljen og modet til at ændre vores verden radikalt. Vælg en skæbne, plot en kurs og hold fast i den! Sæt dig et mål der rækker langt ud over din egen levealder, så du også har en hånd på styrpinden om 200 år.
Fremtiden tilhører dem der skaber den!
