The Pirates of Penzanc
I mandags brød en både glædelig men også urkomisk nyhed igennem blogosphæren. Zeropaid rapporterer, at Canadian Recording Industry Association (CRIA) er blev sagsøgt for, og hold nu fast, kommerciel krænkelse af ophavsretten! Erstatningskravet lyder på ikke mindre end 6 milliarder $ Rofl. Selvom sagen kun er få dage gammel, ser det allerede ud til at sagen har rettet et dødsstød mod den gamle dinosaur:)
Da CRIA længe har været varme fortalere for en streng håndhævelse af ophavsretten, og aktivt har taget del i de vanvittige retssager mod almindelige borgere, er det svært ikke at vræle af grin over udsigten til, at det nu er selv samme ophavsret det læggerCRIA i graven. Dette er så stort, at der i Canada tales om, at det muligvis er den største retssag i landets historie.
Efter i mere end 20 år, at have været blevet skampulet af industrien, besluttede en række fremtrædende kunstnere sig for at henvende sig tat indgive et gruppesøgsmål mod de mod fire store pladeselskaber tilsluttet CRIA, og i Oktober sidste år blev der lagt sag an mod Warner Music, Sony BMG Music, EMI Music og Universal Music for ulovlig brug af tusindvis af numre, og det er denne sag der lige nu kører på højtryk.
Pladeindustrien i Canada (guderne må vide hvad ågerkarlene foretager sig i Danmark), har benyttet sig af en for dem helt fantastisk forretningsmodel, kendt som: “udnytter nu, betale senere, hvis overhovedet.” En model vi sidst så i brug i Danmark, da Politiken udgav den såkaldte Jægerbog.
Pladeselskaberne har typisk udgivet “Top 10/20/30/3434003″ CD’er eller live-optagelser med diverse kunstneres materiale uden først at have indhentet tilladelse. Undskyldningen har været, at man oprettede en “venteliste”, og derefter løbende betalte kunstnerne. Ventelisten går helt tilbage til slutningen af 1980′erne, da Canada ændrede sin ophavsret ved at udskifte tvangslicenser med særlige tilladelser for hver enkelt anvendelse, og pladeselskaberne erkender da også åbent, at de ikke hverken har tilladelse eller betalt nogen afgifter eller gebyrer i forbindelse med deres brug af andre menneskers materiale;)
Alt under påskud af, af ville formindske omkostninger og bureaukrati, problemet er at ventelisten nu er vokset til 300.000 og vokser stadig efterhånden som sagen skrider frem. Kunstnerne kræver nu 20.000 $ per overtrædelse, hvilket glimrende svarer til de beløb pladebranchen selv kræver af teenagere der benytter sig af samme form for “ventelister”, og på den vis ender vi med det svimlende nærmest komiske erstatningskrav på $ 6 milliarder -HAHAHAHAHAHAHA
Pladeselskaberne har allerede erkendt, at de skylder mindst $ 50.000.000, men hverken kunstnerne eller offentligheden stiller sig tilfredse med det beløb, og der er vist ikke længere tvivl om, at CRIAs omdømme for evigt vil være plettet, spørgsmålet er, om ikke danske kunstnere burde kigge nærmere på muligheden for et lignende gruppesøgsmål herhjemme?
