“Nede i EU” står i disse dage to grupper stejlt mod hinanden, må jeg have lov til at præsentere i højre ringhjørne, industrien og i venstre peonerne, befolkningen, menneskeheden. Kampen er arrangeret af politikere, embedsmænd, lobbyister og advokater, det er også denne gruppe der dømmer kampen, får løn for for den, og i øvrigt har snuppet alle tilskuerpladserne. Kampen er venligst sponsoreret af dig!
Industrien vs Menneskeheden, er et klassisk kampscenarie der bliver brugt på snart alle politiske valpladser, ideen om at der findes en “ond” industri, der vil gøre hvad som helst for at hive penge ud af lommerne på deres modstandere, de “uskyldige” borgere. For det første, giver det ikke mening at adskille mennesker og virksomheder, uden mennesker ville vi ikke have virksomhederetc. For det andet viser det sig gang på gang, at benytter man sig af denne form for scenarie, er det den samme gruppe der med garanti ender med at tabe hvergang, nemlig skatteyderne. Selv om jeg indrømmer, at industriens repræsentanter altid er oplyste nok til få et eller andet med sig hjem, er de ikke altid de sikre vindere. Det er derimod dem vi har sat til at fixe/regulere kampen – det politiske etablissement.
quis custodiet ipsos custodes?
Spørgsmålet om, hvem der skal regulere de regulerende myndigheder er et evigt tilbage vendende problem, især i demokratiske socialistiske konstruktioner, men selv hvis vi med et trylleslag erstattede politikere og embedsmænd, med mennesker der ønskede at overholde loven i stedet for at stjæle så meget som muligt fra andre, ville det stadig være problematisk at skabe et statisk sæt regler for en moderne dynamisk industri. Hvis et sæt regler, der regulerede alle mulige smuthuller og eventualiteter nogensinde kunne skabes, ville det blive forældet længe før det tunge politiske apparat fik taget sig sammen til at vedtage noget som helst, alene af den grund at teknologien og dermed industrien, ville have udviklet sig drastisk mens reguleringerne blev fremsat, debatteret og endeligt vedtaget.
I virkeligheden er ordet “regulering” bare en pæn måde at sige man tvinger eller straffer til underkastelse. Den eneste måde at straffe en virksomhed på er monetær. Så snart en virksomhed opdager, at der kan tjenes tjene penge ved at nægte at adlyde bestemte reguleringer, selv om der skal betales store bøder, ja så vil den gøre det. Det eneste, der virkelig holder virksomhederne i en stram snor, er muligheden for at deres kunder kan fravælge deres produkter.
Hvis en given kommune besluttede sig for ikke at forny TDC´s kontrakt, fordi TDC kriminelt spionerede mod deres kunder, ville TDC måske tænke sig om en ekstra gang, inden man lod efterretningstjenesten oprette en kriminel overvågning af borgere på TDC´s ejendom. Orh well, TDC var måske et dårligt eksempel, men uanset hvad så ville folk være ligeglade, fordi de ikke længere ville blive nødt til at finde sig i TDC’s kriminelle og moralsk forkastelige opførsel.
Den er en naiv idé at tro, at hierarkiske reguleringer på magisk vis skulle kunne få virksomheder til at opføre sig ordenligt, det er kun når en given regering tvinger mennesker og grupper til at benytte sig at bestemte virksomheder som mellemmænd, at evnen til at melde fra bliver vanskeliggjort. Dette ville dog ikke være et samtaleemne, hvis vi havde en stærk grundlov der sikrede vores allesammen rettigheder, fremfor at lade en tilfældig flok moralister “regulere” hvert fjerde år.
