Vi danskere har det med at slynge om os med floskler som demokrati og retsstat, uden altid at vi have defineret hvad vi egentlig mener med disse udtryk, hvilket leder til samme resultat hver eneste gang de helt berettigede diskutioner om de danske demokrati, grundlov og retsstat dukker op rundt omkring i landskabet, nemlig at vi bruger begrebet demokrati, udelukkende som et redskab til at give vores argumenter mere vægt. Måske er det også derfor, vi altid forsvarer demokratiet så betingelsesløst, og kaster os med et religiøst raseri over dem, der måtte formaste sig til at kritisere eller bare stille spørgsmål. Som vi ikke kender den præcise karakter af gud, ved vi som sagt heller ikke præcist hvad demokratiet egentlig er, andet en den der narrehat vi kan trække frem og tage på, når vi føler nogen udfordre vores politiske integritet.
De fleste danskere opfatter demokrati som en garanti for deres ret til at stemme ved et valg, og derved føler man sig medansvarlige for regeringens politik og landets ve og vel.
Der lader også til at herske bred enighed om, at kun et demokrati er i stand til at sikre respekten for individet og mindretallene, vores borgerrettigheder som ejendomsretten og vores alle sammens hellige ytringsfrihed. Der er derimod tale om 2 forskellige begreber, demokratiet eller folkestyret der garanterer stemmeretten og retssamfundet der sikrer borgerrettighederne.
Det er således retsstaten Danmark der er ansvarlig for at sikre vores rettigheder, gennem vores grundlov, ikke demokratiet som sådan, derfor er det så fandens vigtigt at vi har en grundlov skrevet af det folk den skal beskytte, og ikke som det er tilfældet nu, af en en flok magtbegærlige politikere og embedsmænd, ehm jeg mener kongen.Det danske demokrati derimod, sikrer at det er flertallet der bestemmer hvilken politik der skal føres i landet, i denne proces undertrykker flertallet frit individet eller en minoritet, eftersom vores grundlov ikke indeholder udtrykkelige mindretalsbeskyttelser eller begrænsninger af flertalssprincippet.
Det siger sig selv, at flertalsafgørelser i princippet dikterer vilkårene for individet eller for et mindretallene, og derforkan minoriteten eller individet aldrig opnå samme rettigheder, som flertallet, det er udelukkende retsstaten og grundloven der kan det.
(Personagen i videoen er politikeren Toyama Koihci, der henvender sig til det japanske folk på live TV i bedste sendetid.)
Alle politiske partier og organisationer, ønsker at behæfte sig med ordet ”demokrati”. Alle påstår de at kæmpe for demokratiet, og denne kamp bliver raskt væk brugt til at retfærdiggøre politiske idéer, ny lovgivning samt grelle brud på menneskerettighederne, når man eksempelvis forfølger terrorister i demokratiets navn. Krig eller økonomiske og militære interventioner rundt om i verden bliver altid retfærdiggjort med, at formålet var at sikre, genoprette eller indføre “demokratiet”. Hvergang vi smider om os med begrebet demokrati, når vi kæmper for vores rettigheder, f.eks. på jobbet eller i privatlivet, gør vi det med en næsegrus religiøs respekt, for noget der i virkeligheden højest tænkeligt netop begrænser de rettigheder vi så gerne vil slås for. Flertallet kan til enhver tid legitimere et diktatur, ved at reelt få politikere i en regering dikterer forslag og opinioner, som flertallet så tilslutter sig.
Således lykkedes det nazisterne, at pryde sig med demokratiets lauerbærkrans. Da Adolf Hitler tog magten i den demokratiske Weimar-republik, gjorde han det ved at lægge et enormt pres på de demokratisk valgte personer og råd. Senere piskede han folkestemningen op, udpegede jøder og kommunister som syndebukke, for derefter at retfærdiggøre nye lovforslag, som naturligvis blev gennemført ved flertalsafgørelser, hvilket tilfredsstillede hovedparten af tyskere. Styret i Nazi-Tyskland var et national socialistisk demokratisk diktatur, hvori flertallet af folket følte deres problemer blev taget alvorligt, den jævne borger så sig selv som den egentlige magthaver.
Dette burde vi have i erindring, når vi ser på hvordan vores eget demokrati udvikler sig i disse dage, grænsen mellem demokrati og despotisme eller fascisme er hårfin. I det danske betondemokrati, slutter debatten om love eller regler nemlig, så snart de er blevet “stemt hjem”. Politikere og journalister tilsidesætter i skøn forening, al debat og meningsudveksling, om emner der stiller spørgsmålstegn ved f.eks deres egne roller og motiver, men endnu værre, om emner der betrages som politisk selvmord, f.eks talen om at vores velfærdssystem er døende pga. den pyramide agtige finansiering, samt for få skatteydere til for mange pensionister.
De demokratiske repræsentanter i folketinget, er ansat af dig og mig, men hvordan sikrer vi os, at de reelt arbejder for os, og ikke plejer deres egne interesser for vores penge? Jeg mener det er på høje tid, at intelligente mennesker sætter sig ned og tænker sig godt om, vi har brug for en ny grundlov til at starte med, vi det danske folk, har brug for en enkel og let forståelig grundlov, der en gang for alle sikrer vores rettigheder. Vi bør skrive den grundlov, og ikke lade det være op til politikerne, der jo med sikkerhed vil komme til at miste magt og indflydelse på bekostning af mere gennemsigtighed og ansvarlighed, eller en korrupt medieindustri der tjener fedt på at manipulere vores fornemmelse af tilfredshed.
Således endte dette indlæg, komplet modsat af hvad jeg havde tænkt, typisk!
