Til lykke til Afghanistan med uafhængighedsdagen

On 19. august 2011, in Anonymous, by Erik
1

Dine skattekroner omsat til "humanitær" bistand

I dag d. 19 August, eller d. 28. i følge den afghanske kalender, fejrer Afghanistan 92 års dagen for deres tredie og endelige sejr og det engelske imperium. Hele tre gange har det afghanske folk smidt englænderne på porten, sidste gang i 1919 hvor den engelske ambassadør lovede at engelske soldater aldrig igen ville sætte deres fødder på afghansk jord. Imperiet har aldrig lidt andet end ydmygelser, hvergang man har udfordret Waziristan stammen.

Den afghanske mujahideen har lovet at markere uafhængighedsdagen, ved at rette en lang række angreb mod udenlandske besættelsestropper, 92 angreb helt eksakt, et for hvert år.

Således meldes der fra Afghanistan, at den britiske ambassade i Karte Parwan kvarteret i Kabul, blev angrebet kl 5 i morges afghansk tid. Sidste melding kom 4 timer senere, og meldte at angrebet stadig stod på.

Hvad helt nøjagtigt vi forestiller os, at danske soldater bidrager positivt med i Afghanistan, har jeg svært ved at få øje på. Hvad jeg ikke er i tvivl om, er hvor ansvaret for de tre børns grumme skæbne skal placeres. Hos dig og mig!

 

Tagged with: • •
 

Endnu en dansk soldat dræbt til ingen verdens nytte

On 9. januar 2011, in Politik, by Erik
0

Tidlig Søndag morgen, blev endnu en ung dansk soldat dræbt i Afghanistan, en familie har helt unødvendigt mistet deres søn, 40 soldater er dræbt i Afghanistan hidtil, hvorfor?

Officielt er vi i Afghanistan, for at indføre demokrati og sikre menneskerettighederne bliver overholdt, at 80% af den heroin danske narkomaner tager hver dag, stammer fra det lille område de danske soldater har ansvaret for, lader ingen til at kunne se det mærkelige i, et mere hvad skal man sige “dansk” argument for at sende tropper til Afghanistan er da også, at vi af vores vestlige allierede vil blive opfattet som “seriøse”, hvilket betyder at vores politikere og embedsmænd bliver inviteret til en masse cocktail parties, de uden vores troppers indsats i Afghanistan med jalousi måtte høre om fra deres udenlandske kolleger.

Hvor mange flere familier skal miste deres børn, for at danske embedsmænd kan komme til fest?

Læs også en glimrende artikel på Arbejderen: Krigen skulle gøre NATO relevant

Kilde: Washingtonpost

Tagged with: • • • •
 
vb0masons

Hvordan man bygger en superstat

On 19. juni 2010, in Filosofi, by Erik
3

Vores politikere fortæller os ofte, at EU-projektet ikke er et forsøg på skabe en superstat, hvilket en modstander som jeg naturligvis er glad for at høre. Desværre tror jeg ikke der findes bred enighed om hvordan sådan en superstat kunne se ud, hvilket selvfølgelig gør det nemmere for vores politikere at lægge afstand til “nonsens” som oprettelsen af Fort Europa..

Derfor tænker jeg det er tid til at bygge denne fiktive superstat, men hvad skal der til?
VI kunne starte med at give vores nye stat et navn, ikke “Fort Europa” der lyder så defensivt og opgivende, men lad os kalde vores stat for hvad den er; Europas Forende Stater eller på engelsk “United States of Europe”. I folkemunde kalder vi bare vores stat for EU.

Det næste vi bør gøre, er vel at definere de ydre grænser for vores nye stat, samt at udviske de gamle interne grænser der herskede før.

Når først grænserne er definerede skal vi selvfølgelig også have et pas, hvorefter vi kan indføre en visumpolitik, for at sikre integriteten i vores nye stat, derfor bør næste skridt være at oprette en styregruppe af toppolitikere (vi kalder denne gruppe for kommisionen), der kan lede og fordele arbejdet i vores stat. Kommisionen skal naturligvis repræsenteres af en formand.

Eftersom det er et kæmpe arbejde at lede, fordele og især forvalte en stor stat som vores, bør vi oprette et korps af embedsmænd, en statsforvaltning, der kan assistere især kommisionen med at drage de rette beslutninger, samt at aflaste det bureaukratiske arbejde for de enkelte medlemmer i kommisionen.

United States of Europe

For at sikre en professionel ledelse af vores stat, bør det kun være kommisionen og vores embedsmændende der kan skabe nye love i vores stat.

Dernæst må det vist være på sin plads at vores stat for sit eget flag, og hvorfor ikke også en nationalmelodi nu vi er i gang, folket elsker den slags. For at understrege vor stats gode intentioner, vælger vi melodien “Ode til glæden”

National Anthem of the EU - Ode to joy

.

Vi har nu et solidt fundament for vores nye stat, men vi mangler stadig at oprette et organ der kan legitimere statens lederskab over befolkningen?

Jeg foreslår at vi opretter et helt nyt fælles parlament til at ajourføre kommisionens forslag, og for at sikre ansvarligheden omkring vores politik, lader vi det være op til de gamle nationale parlamenter at implementere vores stats politik, på den måde sikrer vi at borgerne i de enkelte områder kan holde deres lokale politikere ansvarlige, hvis ikke statens politik implementeres på en tilfredsstillende vis, og samtidigt sikrer vi en sund kontinuerligtet i kommisionens arbejde, da der nu findes to lag mellem kommisionen og befolkningen.

Nu har vi fået så meget på plads, er det er blevet tid til at udvælge en præsident, gerne en få har hørt om, et anonymt væsen der forstår at lede, men på en uinspireret og fantasiforladt vis, så vi undgår usund konkurrence mellem kommision og præsident.

Dernæst bør vi oprette et udenrigsministerium samt vælge en udenrigsminister, der kan forhandle og indgå aftaler med fremmede stater, uden at skulle belemre parlamentet med arbejdsopgaver. Da vores præsident er så kedelig, og af hankøn, foreslår jeg vi vælger en kvinde til posten som udenrigsminister, gerne et kvindfolk fra overklassen, en baronesse eksempelvis der med sin høje status bedre kan påvirke fremmede diplomater.

Skal vi for alvor kunne sammenligne os med andre superstater, bør vi med det samme oprette et strafferetsligt system, samt en politistyrke til at opretholde systemet. Dernæst en højesteret og et ministerium til at forvalte det hele. I samme ånd, bør vi udstyre borgerne med visse, hvad skal vi kalde dem, “demokratiske rettigheder”, dvs rettigheder der ikke må opfattes som umistelige, men mere som dynamiske og levende.

Vi er nu ganske tæt på at have bygget den perfekte superstat. En stat ledet af de mest kompetente kræfter, sikret mod borgerskabets tilfældige luner, med hvad med omgivelsernes luner?

Det sidste vi mangler må derfor være at oprette et organiseret militær, der kan forsvare vores ydre grænser.

EUs militære komite samlet i Tjekkiet 2009

Jeg tror vi har fået det vigtigste med nu, men har du ideer til flere atributer vi burde give vores superstat, eller feks hekt konkrete ideer som et fælles kørekort eller andet, så smæk en kommentar:)

Tagged with: •
 
Camp_fire

Problemet Demokrati – Del 3

On 13. maj 2010, in Filosofi, by Erik
0

Gennem de sidste år har vi været vidne til en lang række afsløringer. Den ene bog og dokumentarfilm efter den anden, har med al tydelighed udstillet krigsindustrien, fødevareindustrien, den kemiske industri, oliebranchen, bankerne, Irakkrigen, Afghanistan, 9/11, ja selv nuværende Ministre i vores regering er gentagne gange blev afsløret i at lyve, svindle eller tilbageholde informationer, men det er som om at des mere vi lader til at lære om vores samfund des mindre er vi i stand til at ændre.
Jeg har hørt folk der mener, at der ligefrem findes en årsagssammenhæng mellem antallet af afsløringer og befolkningens voksende ligegyldighed med det politiske system, men den forklaring er for let købt efter min mening.
Jeg tror svaret skal findes i det simple faktum, at vores politikere og embedsmænd har mistet deres integritet, og at befolkningen går mere op i at deres stemme bliver hørt når der stemmes om X-factor vindere, end når der tages små som store politiske beslutninger i samfundet. Befolkningens aktive deltagen i den demokratiske proces, er det eneste bolværk mod despoti.

Myter og selvbedrag
Vi er som mennesker ufatteligt modtagelige for selvbedrag, vi kan ligeså godt indrømme det. Vi er sårbare overfor myter, fordi det at tro på dem kan være med til at opretholde vores verdensbillede. En af disse myter er, at vi lever i et demokrati, teknisk set er vi et indskrænket (konstitutionelt)monarki, og at vi har en reel indflydelse på vores dagligdag såvel som fremtid.
Vi er ikke oplyste bare fordi vi læser en masse nyheder
Det er ikke nok bare at modtage information om et eller andet problem, og der skal mere end

Vi har alt alt for lave forventninger til, hvad vi er i stand til at opnå ved at tage aktiv del i samfundet, vi er fantasiløse, skræmte og foretrækker myten om at det alligevel ikke nytter noget, fremfor den enkle faktuelle sandhed, at det er vores mangel på deltagelse der skaber hovedparten af problemerne.

Myten om, at oplysning af borgerne automatisk leder til at de reagerer må siges at være død. Medierne har bestemt skiftet rolle, men det er ikke hele forklaringen om end den kan synes behagelig. Det er sandt, at massemedierne i dag er kontrolleret af virksomheder og politikere, verdensbilledet serveret i de gængse medier er oldnordisk og i øvrigt komplet ukritisk i forhold til magten, men til gengæld findes der i dag et sandt overflødighedshorn af alternative kilder til information. Nye medietjenester skyder op hele tiden, politikere og andre tilknyttet Christiansborg blogger som gale, og handler det om udenlandstof, ja der er vi nået dertil, hvor du med et par få museklik, ved selvsyn kan konstatere at en eller anden Talibanhøjborg vores soldater siges at have indtaget i Afghanistan, til forveksling ligner en bondelandsby med 20 indbyggere:/
Flere af mine venner på begge sider af det politiske spektrum vil her indskyde, at problemet reelt er, at befolkningen ganske enkelt er for dum. Guderne skal vide, at det er en tolkning jeg ofte føler stor sympati med, men skal jeg være helt ærlig, så mener jeg problemet er af en helt anden karakter. Problemet for mig at se mangfoldigt:

Penge og magt
Magten i Danmark er ikke fordelt lige, den ultimative magt der siges at ligge i stemmesedlen er fiktiv, penge er ligesom alle andre steder afgørende for at få indflydelse. Det er dyrt at betale for “uafhængige” rapporter og analyser, eller at have “eksperter” til at udtale sig dagligt i medierne om denne eller hin sag. Magten til at skabe fremtiden ligger udelukkende i hænderne på virksomheder, politikere og embedsmænd. Danmark er med andre ord ikke længere en nationalstat, et land, et folk eller en stamme, med muligheden for at skabe en bedre fremtid for vores efterkommere, men er endt som noget så primitivt som en virksomhed, med den lille forskel, at du ikke kan sige dit job i virksomheden op.

Førhen var det tydeligt, hvilke interessegrupper der finansierede en given politik, i dag bliver begge sider i folketinget sponsoreret af de samme virksomheder.
Når vi møder store problemer, som i spørgsmålet om vi burde bryde grundloven for at deltage i en ulovlig krig eller om vi burde betale for bankers spekulation, ja så ophører al debat i både medierne og folketinget, og begge sider af salen falder på halen og bjæffer pludselig i fælles kor, politiske rivaliserende ideologier finder fælles fodslag i demokratiets hellige navn, og befolkningen betaler prisen hver gang.
Marcus Cicero definerede for 2000 år siden frihed, som deltagelse i magten. Danskernes manglende deltagelse i den demokratiske proces, har skabt en situation hvor magthaverne med relativt få økonomiske midler kan opretholde deres position.

Dualisme
Vores dualistiske tilgang til filosofi, religion og politik, præger vores muligheder for at kunne bruge dem til noget som helst. I politik ser vi hele tiden det samme problem, en gruppe, eksempelvis de blå, fører en bestemt politik med en bestemt resultat til følge. Folket kræver ændringer, der skal ændringer til og vi bestemmer os for, at hvad end de blå stod for, så må det modsatte af det være løsningen på vores problemer. Derfor opfinder vi nogle røde, der med omvendt fortegn fører en bestemt politik etc.

Hver gang vi møder et problem, søger vi en modsætning og udråber den til den eneste sandfærdige løsning, men det er en illusorisk sejr, da løsningen på et problem aldrig vil kunne være opfindelsen af dets modsætning. Opfindelsen af anti-vold har ikke løst problemet med vold, man fristes til at sige at det næsten har avlet mere. På et dagligdagsplan, er en dualistisk opdeling praktisk i et demokrati, fordi halvdelen af befolkningen, i hvert fald for en tid, vil føle sig i centrum, til gengæld vil den indbyggede konflikt i at opdele en befolkning i modsætninger, ikke løse nogen som helst reelle problemer, men blot sikre at magthaverne forbliver ved roret.

Sidst men ikke mindst, kunne man sige om denne dualisme, at den psykologisk set hindrer os i at foretage de rette valg og handlinger, der skal til for igen at tage kontrollen over eget liv. Vi siger eksempelvis, at vi mener at vores CO2 udslip er et livsfarligt problem, og at jorden er truet med destruktion, hvis ikke vi løser problemet med Co2 udslip. Vi siger at vi skal ændre vores vaner, og at vi vil gøre vores for at der slippes mindre CO2 ud i atmosfæren. Vi ved at det betyder vi ikke kan bruge al den energi som det er tilfældet nu, at vi må droppe vores teknologiske udvikling, droppe bilen, computeren og blah blah, hvilket jo er et vanskeligt spring fra den nuværende livsstil.

Vi løser denne problemstilling ved at erkende, at vi ikke bare kan gøre dette fra den ene dag til den anden, men at vi på sigt naturligvis skal nå dette mål. Vi bilder os selv ind, at vi med tiden vil kunne transformere os selv fra en tilstand, ond, voldelig, grådig etc, til en anden “bedre” med det modsatte fortegn, og at dette med garanti med ske over tid, hvis man følger bestemte regler, livssyn eller hvad ved jeg. Resultatet er det samme hver gang, vi opnår intet, andet end en belejlig undskyldning for ikke at gøre noget.

Hvad gør vi?
Det er i princippet ikke løsninger vi mangler, men viljen, modet og evnen til at udføre dem, samt en blind tro på at psykologiske ændringer er noget der opstår over tid. Indsigt opstår her og nu, eller slet ikke, om du så dedikerer de næste 40 år til at nærstudere et eller andet problem, kommer du ikke det mindste smule nærmere en løsning eller en reel ændring som følge. Det civiliserede menneskes historie er fyldt med den samme lidelse og gentagen stupiditet. Derfor bliver vi nødt til at vende blikket mod os selv, tage ansvaret for planeten, menneskeheden og vores efterkommeres fremtid på os.
Vi må bryde ud af vores etablerede ideologier, der har forhindret et positivt teknologisk fremskridt. Gøre en ende på den politiske dobbelthed, økonomiske trældom og falske opdeling af befolkningen og dens interesser. Hverken den røde eller blå blok vil kunne redde os fra os selv, derfor er der behov for en grundlæggende revurdering af hvad vi som mennesker og samfund har brug for. Vi må lade de mekanismer bag os, der hidtil kun har tjent til at lamme, pacificere og opdele os. Tiden er moden for virkelige forandringer, fremfor tomme løfter.

Fra tilskuer til aktør
længe nok, har vi stået passivt på sidelinjen og set til, mens vores planet er blevet voldtaget, og vores samfund udplyndret. Lige nu plyndrer vores regeringer og virksomheder os for de sidste rester i ly af finanskrisen, vores rettigheder indskrænkes eller tages fra os, og alligevel reagerer vi ikke, men ser blot passivt til og trækker på skuldrene.
Vi er ikke den første generation, der efterlader vores problemer til efterkommerne, men vi kunne være den første der sagde nok er nok, og sætte os som mål at efterlade vores verden i en bedre tilstand end vi modtog den i. Det første skridt er vi nødt til at tage alene, når vi indser at det kun tager en erkendelse, at vi alle er aktører og dermed ansvarlige.

Svaret på spørgsmålet om, hvorfor det gennem historien altid er lykkedes de få at hersker over de mange, er simpelt: De få er organiserede, de mange er spredte.
Om det gælder den ene eller anden siger vi siger at støtte op om, så er det en af samme to undskyldninger vi fyrer af hver gang vi svigter vores pligt, enten regnede det, eller også havde vi ikke tid. Magthaverne kan regne med ca. 120 nedbørsdage årligt, så spørgsmålet må for dem være, hvad der optager pøblen de resterende 245 dage.

Det første trin i den demokratiske proces er at bruge tid på den. Hvis du gerne vil bevare den demokratiske proces, er du nødt til at deltage aktivt i den ved at deltage i møder, lokalt såvel som nationalt, i foreninger eller partier, vedrørende emner der ligger dig på sinde. Lær at boykotte, deltage i underskriftindsamlinger, protester og kontakt dine lokale og nationale politikere og fortæl dem hvad du mener! Du er nødt til at give din mening til kende i de grupper du deltager, både ved at stemme men også ved at støtte dem økonomisk. Men det stopper ikke her, du må også bidrage med egne ideer og forslag til forbedringer eller nye tiltag, samt deltage i debatten om andres bidrag.
Du bliver nødt til at møde op til demonstrationer eller deltage i andre offentlige ytringer, når det gælder sager du har sympati for eller direkte støtter. Hvis du har et problem med lømmelpakken, så mød op når vi demonstrerer, i stedet for at brokke dig over pakken når det er for sent.

Vi har de alle nødvendige redskaber og viden, vi har teknologien og adgangen til at distribuere den, og derfor ikke længere nogen undskyldning for ikke at spille vores rolle i historien, hvor lille den end måtte synes. Det er på tide vi gøre overgangen fra den gamle verden af hieraki og tvang, til en fremtid med de muligheder og vilkår vi alle fortjener, uanset vores kulturelle baggrund eller økonomiske fundament. Så længe vi forbliver afhængige af samfundsindretninger defineret i et fjerne århundreder, vil vi blive ved med at hjemsøges af de samme idiotiske problemer, indtil stikket trækkes ud og alt liv på planeten igen bliver udryddet, for at give plads til at en ny intelligent livsform kan få chancen for at udvikle sig positivt.

Tagged with: • • •
 
water

Problemet Demokrati – Del 2

On 7. maj 2010, in Filosofi, by Erik
0

Vi bliver hele tiden og konstant belært om, at denne verdens undertrykte folk tørster efter “demokrati”, og at kun en demokratisk verden vil være i stand til at sikre frihed og fred. Det sidste spørgsmål vil jeg se nærmere på i del 3, så lad os starte dette indlæg med at kaste et blik folkets tørst efter demokrati.

Demokrati i den ikke-vestlige verden

I den arabiske verden, opfattes demokrati ofte som et dække for tyranni, fremfor en beskyttelse af individets frihed, dette skyldtes dels den misforståede måde man har forsøgt at indføre en demokratisk proces i et diktatur eller emirat, men skyldes også en religiøs ideologi der er i direkte klinch med demokrati både som styrefom og som idé. Man kommer ikke uden om, at vestlige fosforbomber og andet har gjort det svært at sælge ideen om demokratiets dyder i mellemøsten. Yderligere, er det vel også lidt mistænkeligt, at et af de lande der smider flest bomber i demokratiets navn, altså USA, ikke selv er et demokrati men en republik, men bomber eller ej, så er den demokratiske idé ganske enkelt ikke kompatibel med hverken den jødiske, kristne eller muslimske lære, og til den opmærksomme læser der her vil påpege, at Israel er et repæsentativt demokrati, vil jeg svare med at henvise til det faktum, at Israel er en moderne sekulær stat, oprettet i strid med Toraen og må derfor formodes at vække en hvis foragt hos forfatteren. Samtidigt er et af de mest voldelige og dysfunktionelle samfund på planeten, hvor store dele af befolkningen lever i fangenskab som får.

I Asien er den demokratiske tanke til gengæld “stærkt” repræsenteret, navnligt i det stolte land “Den Demokratiske Folkerepublik Korea”. På trods af at man i Nordkorea systematisk undertrykker befolkningen, har man regelmæssige “demokratiske” valg med mere end én kandidat. Det Nordkoreanske demokrati er selvfølgelig en farce, i det at alle mennesker er tvunget til at stemme, og selvom der er flere kandidater at vælge imellem, findes der kun et officielt parti at stemme på. Ledelsen i det kommunistiske parti udsteder dekreter, der så gummistemples af lovgiverne som vi kender det fra EU, dog med den væsentlige forskel trods alt, at modstandere som jeg hverken smides i arbejdslejre eller myrdes….endnu;)

I Kina har de valgt en polyteistisk model, en blanding af demokrati og republik, og selv om de slås med en række af de samme problemer som de havde under kommunismen, og som vi ser det i Nordkorea, så er det et ubestrideligt faktum at de har truffet en lang række gode valg der har bragt dem længere på kortere tid end de fleste havde regnet for muligt. Når kineserne pynter sig med betegnelsen “democratic”, ligesom tyskerne gør det, så er der ikke tale om styreformen demokrati, men om en proces de påstår at benytte sig af i lovgivningen.

At friheden har trange kår i de asiatiske demokratier er næppe nogen hemmelighed, og det samme kan man desværre sige om mange demokratiske lande i Afrika, og Latinamerika, hvor vi ser en lang række af de samme problemer. Valgsvindlen er massiv, kandidaterne i oppositionen bliver ofte truet, tævet eller ligefrem myrdet af regeringens støtter eller udenlandske lejetropper. Vi ser den samme lille elite styre og delegere al magt, borgere med meget lidt eller slet ingen reel frihed, samt en tilsyneladende endeløs ubeskrivelig fattigdom.

Demokratiet i Vesten

Det står altså temmelig slemt til for de nye demokratier rundt om i verden, men hvordan står det egentlig til hos de gamle hæderkronede bannerførere af demokrati i Vesten?

Her ser det unægteligt noget bedre ud, om det skyldes at vi herhjemme har haft længere tid til at justere symbiosen mellem de stærkeste interesser i samfundet skal jeg ikke kunne sige, men selv om vi så langt fra roder med de samme problemer som i det Nordkoreanske demokrati er det ikke ensbetydende med, at vores lille del af verden er fri de problemer der naturligt følger med demokratiet. Folk er begyndt at få øjnene op for den massive korruption der foregår i de vestlige demokratier, Lawrence Lessig studerer fænomenet “Institutionel korruption” intensivt, og det er virkelig interessante ting han påpeger, men problemer som korruption opstår alle steder og er ikke specifikt forbundet til demokratiet, vi kan bare nøjes med at konstatere, at demokrati på ingen måde er et værn imod korruption selv om det er en af tilhængernes ynglingsteser.

Historisk set, har et af demokratiets største problemer været, at det før eller siden udvikler sig til et autoritært despoti. Dette burde ikke komme som nogen overraskelse, i et system hvor flertallet bestemmer suverænt, men alligevel lader det til at være en gåde for de fleste mennesker hvorfor og hvordan denne overgang fra demokrati til despoti opstår.

Hvor man i mange af de nye demokratier i den tredie verden, ikke har grund til at bekymre sig stort om befolkningen føler sig repræsenteret eller ej, så er det i Europa en helt anden sag, i visse lande har folk nemt ved at vise deres modstand når en regering går for langt, så derfor skal der mere raffinerede metoder til for succesfuldt at overgå fra demokrati til despoti

Kigger man på hvordan autoritære regimer er kommet til magten tidligere, viser sig da også et tydeligt mønster. Pludselig terror, vold og meningsløs tab af liv opstår, og giver gang på gang despoter muligheden for at præsentere en chokeret befolkning for tiltag, der vil øge sikkerheden og stabiliteten” samt sikre befolkningen mod angreb fra en given fjende. Vi kender dette scenarie under betegnelsen “false flag operation”, befolkninger vildledes til at tro der findes en fjende der vil dem ondt, hvor efter demokratiet afskaffes i sikkerhedens navn.

False Flag Operations

I følge Wikipedia er falsk flag operationer:

Hhemmelige operationer udført af regeringer, virksomheder eller andre organisationer, der har til formål at vildlede offentligheden på en sådan måde, at de handlinger der udføres, ser ud som om de bliver udført af andre enheder.”

Falsk Flag operationer er baseret på paradigmet om problem (tese), reaktion (antitese), løsning (syntese) som vi kender fra den hegelianske dialektik:

  1. Problem: En given gruppe skaber eller udnytter et problem, ved at skyde skylden for problemet på andre.
  2. Reaktion: Befolkningen reagerer ved at forlange at samme gruppe gør noget ved problemet, ved at fjerne befolkningens rettigheder “midlertidigt”.
  3. Løsning: Gruppen der skabte problemet til at begynde med, tilbyder den løsning folket forlanger, en løsning som var planlagt længe før problemet opstod.

Det første dokumenterede eksempel på en false flag operation, kender vi fra Roms brand i år 64.

Roms brand

I det herrens år 64, blev der i handelskvarteret i det gamle Rom påsat en brand, der ikke blot lagde store områder af byen øde, men som også forårsagede en total omvæltning af det politiske system. Ilden hærgede i 6 dage og 7 nætter, og lagde op til 70% af den gamle hovedstad i ruiner. Det er bred enighed blandt historikere om, at Kejser Nero stod bag denne voldsomme og altødelæggende handling.

Mange historier er siden blevet fortalt om Neros handlinger under denne brand, nogle mener at have set ham spille på sin lyre fra et højdedrag, mens han betragtede byen gå til i flammer, andre taler om en særdeles aktiv Nero, der brugte masser af energi på at forhindre byens vagtkorps i at udføre deres pligt på en hensigtsmæssig måde, og at han allerede denne aften satte rygter igang om, hvem der kunne tænkes at stå bag branden

Nero´s syndebuk var en ung religiøs kult, der senere skulle vise sig at have enormt potentiale, så stort at selv Romerne tog troen til sig senere. Nero spredte rygtet, at det var de kristne der stod bag den forfærdelige brand, borgerne i Rom troede på deres leder, og resultatet kender vi alt for godt, Peter blev korsfæstet med hovedet nedad (han insisterede!), og Paul blev halshugget. I hundredevis af kristne blev smidt for løverne, eller smurt ind i tjære for derefter at blive sat ild til. Udover at branden gav Nero den perfekte undskyldning for at smide de kristne ud og genopbygge det økonomiske og politiske system efter egen smag, havde branden også lagt et stort område øde, og her byggede Nero sit nye palads, noget han havde planlagt længe før branden.

False flag operationer i moderne tid

Der findes i hundredevis af dokumenterede eksempler på regeringer der angriber deres allierede eller egen befolkning ligefrem, for derefter at skyde skylden på politiske modstandere. Historien viser os, at autoritære regeringer til alle tider har været bevidste om muligheden for at konsolidere deres magt og kontrol over en befolkningen, ved at udføre vanvittige voldshandlinger. Stort set alle vestlige lande udsættes konstant for disse false flag operationer, det er dog for omfangsrigt at dokumentere dem detaljeret i dette indlæg, en hurtig gennemgang må være nok til at give et billede.

Storbritanien
Den britiske militære efterretningstjeneste stod bag en række “IRA” bombeangreb, hvilket forlængede den væbnede konflikt i Nordirland betragteligt.

I Irak blev SAS officerer blev afsløret i at have forklædt sig som arabere, for herefter at køre rundt og skyde løs på det lokale politi, hvilket fik de etniske spændinger i området til at flamme op, og dermed sikrede, at permanente baser kunne bygges i området.

Haroon Aswat, den formodede hjerne bag bombeangrebet i London, arbejdede for den britiske efterretningstjeneste.

Rusland
FSB blev afsløret i at have planter de bomber der i Moskva i 1990′erne skræmte befolkningen fra vid og sans, hvilket var med til at hjælpe Putin til magten og gav ham en belejlig undskyldning til at indlede endnu en krig mod Tjetjenien.

Israel
Israelske Mossad bliver ofte afsløret i at udgive sig for muslimske terrorister, eller som den finansielle hovedbidragsyder til en given terrorcelle. Med den amerikanske administration samt skatteydere i ryggen, er Israel ikke bare endt som en moderne totalitær politistat, men også som den sjette største atomvåbenmagt i verden.

Indien
Terrorangrebet i Mumbai, blev hjulpet godt på vej af en amerikansk agent, der senere “samarbejdede” med amerikanske efterforskere, så han undgik at blive afhørt af indiske myndigheder samt stillet til ansvar for sine handlinger.

USA

Timothy McVeigh der fik skyld for at have stået bag angrebet bombeagrebet i
Oklahoma i 1995, mente selv han arbejde for den amerikanske hærs “Special Forces”, og vi ved at han blev instrueret af FBI agenter som det var tilfældet 3 år tidligere i angrebet på World Trade Center.

Faktisk findes der så mange dokumenterede eksempler på false flag operationer i USA, at man kunne skrive mange bøger om det, så hopper fluks til seneste nye eksempel.

Den seneste sag om en bilbombe i New York, hvor man startede med at erklære at der ikke var nogen bombe i bilen, efter at man havde set en hvid mand i fyrrerne forlade bilen for derefter at skifte tøj.
To dage efter var der tale om et formodet angreb fra Taliban, man påstod at de havde taget skylden på sig, og at en ung pakistansk mand på 22 havde indrømmet at stå bag.

Danmark
Også i Danmark kender vi til false flag operationer, et klassisk scenarie kender vi fra “spøgelseskrigen“, tidsrummet fra tyskerne angreb Polen til selve verdenskrigen brød ud.
Mere end 400 danske søfolk mistede livet som en konsekvens af Malteserkorsaftalen.

I nyere tid har vi ofte oplevet, at Dansk politi har optrådt forklædt som demonstranter, kastet med sten og flasker mod andre politifolk i uniform, hvilket har givet politiet den nødvendige undskyldning for at skride ind og foretage masseanholdelser. Seneste eksempel kender vi fra COP15 mødet i København.

Dansk politi har længe gjort sit til at skabe ballade i rockermiljøet, man forlængede den forrige rockerkrig, ved ikke at vidergive oplysninger om bla. et forestående raketangreb mod rockerklubberne i Snoldelev og København, oplysninger der kunne have sparet uskyldige menneskers liv vel at mærke.

Med den moderne tids brug af begrebet terrorist, har totalitære regeringer desværre fået endnu nemmere ved at skjule deres false flag operationer, ingen af os kan længere vide os sikre, for hvad der defineres som fredeligt i dag vil i morgen kunne få stemplet som terrorist:/

Tagged with: • • •
 
nightskyblue

Problemet Demokrati – Del 1

On 2. maj 2010, in Filosofi, by Erik
0

Definitioner baseret på moral

Der lader til at herske stor forvirring om, hvad begrebet demokrati egentlig dækker over. Selv om vi dagligt bliver tudet ørerne fulde af hvor fantastisk demokratiet er, og hvor vigtigt der er at forsvare det for enhver pris, ja så er det de færreste mennesker der er i stand til at give en intelligent definition på begrebet. Når der findes 300 forskellige definitioner på demokrati, så er det umuligt at have en gavnlig debat om emnet.

Orwell havde en god pointe om anvendelsen af meningsløse ord i politik. Hvis vi som borgere ønsker at forblive oplyste, bliver vi nødt til vi skære igennem tågen og tillægge konkrete betydninger til de begreber politikerne bruger til at bedrage os med. Demokrati er en styreform, men bliver når man debaterer begrebet oftest opfattet som en lovgivningsproces eller ligefrem et livssyn, det leder til stor forvirring både hos forsvarerne af demokratiet samt deres modspillere.

Der findes ligeså mange definitioner af demokrati, som der findes politiske og religiøse ideologier. De enkelte definitioner er alle moralsk betonede, og siger i virkeligheden mere om de enkelte gruppers moral, end noget intelligent om begrebet demokrati. Til gengæld har de mange forskellige definitioner den umiddelbare fordel, at tilhængerne af demokratiet sjældent er uenige om demokratiets dyder, da de jo hver især har baseret definitionen på deres egen gruppes moral, og ikke på en fælles betegnelse.

Hvad er Demokrati?

Rettighed: Noget du sikres ved lovgivning. Hvis du er berettiget til noget, har du ret til det.

Frihed: Frihed er fraværet af tvang. Det er noget du fødes med, om som ingen andre end døden kan tage fra dig. Frihed er som hovedregel opnået gennem andres opofrelse, lidelse og smerte.

Den bedste betegnelse for begrebet demokrati, som det bruges i flæng i den politiske debat i dag, er hvad man kunne kalde for et system baseret på et “moralsk hierarki”, og siger altså intet om hverken styreform, lovgivning eller graden af frihed som dette system tilbyder.

Demokrati er ganske enkelt en styreform, hvor magten ligger hos flertallet af befolkningen. I moderne demokratier er mennesker udstyret med rettigheder såvel som pligter, til gengæld for at have givet afkald på deres frihed.

Demokrati er med andre ord ikke en måde at afgøre moralen af en siddende regering, men en metode til at afgøre hvem der skal regere et land. Det bedste man kan sige om det er, at en demokratisk valgt regeringen kan siges at have en folkelig opbakning, men det er bare vigtigt at huske på, at denne folkelige opbakning på ingen måde står som en garanti for at en regeringen så også vil benytte sig af dette mandat til at beskytte din frihed.

To former for demokrati

Direkte demokrati er en styreform, hvor hele befolkningen kommer til orde i form af en folkeafstemning, alles mening er derfor repræsenteret og kan siges at have haft indflydelse på den endelige afgørelse. Vi kender mest til det direkte demokrati fra det klassiske Grækenland, hvor frie mænd jævnligt stemte enkeltsager. Det eneste land i dag, der befinder sig i nærhenden af et direkte demokrati er Schweiz.

I følge tilhængerne af demokrati, udgør det direkte demokrati den mest retfærdige måde at styre en gruppe på, der sikrer at alles mening bliver hørt hvergang et forslag skal afgøres. Der hersker også bred enig blandt tilhængerne om, at det ikke er praktisk muligt at gennemføre og opretholde et direkte demokrati, det er for besværgeligt og for dyrt hele tiden at afholde folkeafstemning, hver gang et forslag skal vedtages. Derfor fremhæves det repræsentative demokrati da også af tilhængerne som det eneste alternativ til det direkte demokrati.

At man med moderne kommunikationsteknologi forholdsvis nemt kunne organisere et eventuelt direkte demokrati, hvor beslutninger blev taget rundt om i de små kommuner og landsbysamfund fremfor på Christiansborg, er så en anden snak. Det direkte demokrati uanset dets form, ændrer dog ikke på det principielle problem med det direkte demokrati, at flertallet i princippet dikterer vilkårene for både mindretallet såvel som individet.

Repræsentativt demokrati er en styreform, hvor borgerne vælger et mindre antal politikere til at repræsentere sig, og hvor disse repræsentanter tager alle beslutninger på borgernes vegne. I det repræsentative demokrati, stemmes der normalt kun én gang hvert fjerde eller femte år. Der finder heller ikke afstemninger sted om enkeltsager, så det er egentlig svært at få øje på hvad det repræsentative demokrati overhovedet har tilfællles med det klassiske forbillede.

Eftersom repræsentanterne vælges ved en folkeafstemning, er det filosofien at disse “repræsentanter” indtil næste valg suverænt kan bestemme hvilke beslutninger der tages om hvad. Dette giver selvfølgelig et ufatteligt ringe incitament for de folkevalgt repræsentanter, til at lytte til deres vælgere og efterfølgende basere beslutninger på deres vælgeres ønsker og råd. Resultatet er, at næsten ingen politikere gider at lytte til deres vælgere, og at politikken der føres sjældent baserer sig på hverken folkets eller individets behov.

I et repræsentativt demokrati, er love eller regler sjældent til debat, når først de er “stemt hjem”. Folket har jo selv valgt de demokratiske repræsentanter, og et flertal af disse repræsentanter har lavet lovene, og derfor skal alle selvfølgelig betragte disse love som deres egne, og blindt adlyde dem uden at stille spørgsmål. Ønsker man at sætte spørgsmålstegn ved en given lovs hensigtsmæssighed, kan dette kun ske efter at folkestemningen på den ene eller anden måde har rejst sig, til fordel for en ændring i den gældende lovgivning. For at få ændringer igennem, skal der altså tales med “folkets stemme”, og ikke ud fra en ærlig og gennemtænkt politisk ide.

Det repræsentative demokrati, har mere tilfælles med begrebet dikatur end sit demokratiske forbillede i Grækenland. Flertallet kan selvfølgelig ikke diktere et eller andet tåbeligt fra Rådhuspladsen i København, men flertallet legitimerer til gengæld effektivt et diktatur, ved at give et fåtal af personer eller interesseorganisationer monopol på at formulerer forslag og definere begrundelser, som flertallet senere tilslutter sig ved afstemning. Hvis dit eneste valg består i valget mellem pest eller kolera, er der ikke tale om en reelt frit valg, men om en dikteret hierakisk dagsorden.

Demokratiske rettigheder

Du har ingen reel frihed i et demokrati, da de få rettigheder du har til enhver tid kan tilsidesættes af flertallets luner. Hvis flertallet mener, at halvdelen af din indkomst skal konfiskeres, før du har betalt din mad og husleje, at alle borgere skal overvåges eller at arbejdsløse skal samles ind og sendes i arbejdslejre, tjae…så kan det retfærdiggøres, da der er tale om en demokratisk beslutning.

Når de 51% stemmer sig til flere penge fra statskassen, opfattes dette helt naturligt af de resterende 49 som et overgreb, derfor er nøglen til demokratiets overlevelse, at de to hovedfløje i parlamentet jævnligt skiftes til at have magten. Det siger sig selv, at flertalsafgørelser i princippet dikterer vilkårene for individet eller for mindretallene, og derfor kan minoriteten eller individet aldrig opnå samme rettigheder som flertallet, hvilket selvfølgelig efterlader alle minoritetsgrupperne uden anden mulighed end at distancere sig mere og mere, for til sidst at gribe til væbnet oprør.

Netop måden demokratier opfatter og behandlinger mindretal på, er en af den bedste eksempler på, hvorfor demokrati er en farlig styreform. Fra engang i 1930′erne og helt frem til slut 70′erne,  tvangssteriliserede en demokratisk valgt dansk regering tusindvis af kvinder på grund af “mentale defekter”, samtidigt med at Danmark stod som et lysende forbillede for demokrati gennem hele perioden, en opfattelse der næppe deles af de mennesker der blev tvangssteriliserede!

I oplysningstiden, var begrebet demokrati da også mest af alt et skældsord. Hvad vi i dag opfatter som guddommeligt og ganske udenfor kritik, har stort set ingen før os opfattet som særligt intelligent. Selv bibelen fordømmer demokratiet, i historien om Pontius Pilatus, der gemmer sig bag flertallets vilje, og dømmer en uskyldig mand til døden, hvorefter han symbolsk vasker sine hænder.

Den forfatningsmæssige republik

James Madison
4. præsident i USA og medstifter af den amerikanske forfatning:

“Democracies have ever been spectacles of turbulence and conflict; have ever been found incompatible with personal security or the rights of property and have in general been as short in their lives as they have been violent in their deaths.”

Om forskellen på demokrati og republik siger man i USA, at hvor man i et demokrati lader to ulve og et får stemme om hvad der er på menuen til aftensmad, så har man i republikken bevæbnet fårene og forbudt ulvene at stemme.

En forfatningsmæssig republik bygger på forudsætningen om, borgernes personlige integritet, samt grundlæggende friheder og rettigheder er hævet over statens interesser, og at regeringen er til for at beskytte denne frihed, ikke at begrænse den. Individets friheder og rettigheder, er i en forfatningsmæssig republik umistelige, og kan hverken krænkes af et tilfældige flertal af vælgere, af et dømmende retssystem eller af en statsmagt der udøver magt.

Forfatningsmæssige republikker bygger på begrebet frihed, som værende fraværet af skiftende regeringers tvang. Grundlæggerne af den amerikanske republik forstod dette, og skabte på papiret den mindst indgribende regering i verdenshistorien. Ved hjælp af deres forfatning, sikrede de sig en decentraliseret regering, hvis stort set eneste ansvar var at forsvare de nationale grænser. For første gang nogensinde, blev en regering skabt med det eneste formål, udelukkende at forsvare og værne om borgernes rettigheder, friheder og ejendom. Enhver regeringstvang, udover hvad der var nødvendigt for at sikre nationens forsvar blev forbudt. Dette ved hjælp af eksempelvis Bill of Rights, men isør også på grund af den fremherskende doktrin om generelt at begrænse føderale beføjelser.

John Adams påpegede en vigtig forskel på en republik og et demokrati, nemlig at hvor en republik kun eksisterer for at sikre og beskytte allerede eksisterende rettigheder, så baseres individets rettigheder i et demokrati, på massernes skiftende luner. Det er da også værd at lægge mærke til, at blandt alle de dokumenter der udgør fundamentet for den amerikanske rpublik, er begrebet demokrati ikke nævnt så meget som én eneste gang. Det er sikkert heller ingen tilfældighed, at ordet “liberty” ikke kan oversættes direkte til dansk.

Læs også: Demokrati, eller tolv!

Tagged with: • • •
 
french-revolution

Frihedens filosofi

On 27. april 2010, in Filosofi, by Erik
0

Til brug i et senere indlæg om forskellen på begreberne rettighed og frihed, har jeg oversat Ken Schoollands legendarisk “Frihedens Filosofi”, da den nuværende danske oversættelse havde et par mangler, og generelt skar lidt for mange hjørner.

Jeg har sikkert lavet en bøf eller to også, men det må rettes til hen ad vejen:)

Frihedens filosofi

Af Ken Schoolland

Frihedens filosofi er baseret på princippet om Selvjerskab.

Du ejer dit liv

At benægte dette antyder, at en anden person har mere krav på dit liv, end du selv har. Ingen anden person eller gruppe af personer, ejer dit liv, ligesom du ikke  ejer andres liv.

Du eksisterer i tid:

Fortid, nutid, fremtid

Dette manifesterer sig i …

Liv, frihed, og produktet af dit liv og din frihed.

At miste dit liv, er at miste din fremtid, at miste din frihed er at miste din nutid, og at tabe produktet af dit liv og din frihed, er at miste den del af din fortid der fremstillede det.

Et produkt af dit liv og din frihed er din ejendom.

Ejendom er frugten af dit arbejde, produktet af din tid, energi og talenter.

Ejendom, er den del af naturen som du forvandler til noget værdifuldt.

Ejendom er andres ejendom, som du bytter dig til i en frivillig udveksling og ved gensidig samtykke.

To mennesker, der frivilligt udveksler ejendom, bliver begge bedre stillet, ellers ville de ikke gøre det.

Kun de kan retmæssigt tage den beslutning selv.

Nogle mennesker benytter til tider vold eller svindel for at tage fra andre uden frivilliget samtykke.

Brugen af vold eller svindel

At tage liv er mord,

at tage frihed er slaveri

og at tage ejendom er tyveri

Det er den samme uanset om disse handlinger udføres af

én person der handler alene,

af de mange handler der handler mod de få

eller endda af embedsmænd med fine hatte.

Du har ret til at beskytte dit eget liv, din frihed og retmæssigt erhvervet ejendom mod andres voldelige angreb.

Og du må gerne bede andre om at hjælpe med at forsvare dig.

Men du har ikke ret til at bruge vold mod andres liv, frihed eller ejendom.

Således har du heller ingen ret til at udpege en anden person til at bruge vold mod andre på dine vegne.

Du har ret til at selv at søge dine ledere, men du har ingen ret til at påtvinge magthavere på andre.

Ligegyldigt hvordan embedsmænd udvælges, er de kun mennesker, og de har ingen rettigheder eller krav, der er højere end alle andre menneskers – uanset deres fantasifulde betegnelser for deres adfærd eller antallet af mennesker der tilskynder dem, har embedsmænd ingen ret til at myrde, slavebinde eller at stjæle.

Du kan ikke give dem nogen rettigheder, som du ikke har selv.

Da du ejer dit liv, er du ansvarlig for dit liv.

Du behøver ikke leje dit liv af andre, der forlanger dine lydighed.

Ej heller er du en slave af andre, der kræver din opofrelse.

Du vælger dine egne mål baseret på dine egne værdier.

Succes og fiasko er begge nødvendige incitamenter for at lære og vokse.

Dine handlinger på andres vegne, eller deres handlinger på vegne af dig, er kun dydige når de stammer fra frivillig gensidig samtykke … for dyd kan kun eksistere, hvor der er frit valg.

Dette er grundlaget for et virkeligt frit samfund. Det er ikke kun det mest praktiske og humane grundlag for menneskelig handling, det er også det mest etiske.

Problemer i verden der stammer fra statsmagters vold, har en løsning. Løsningen er, at jordens folkeslag STOPPER med at bede embedsmænd om at udøve vold på deres vegne.

Ondskab opstår ikke kun fra onde mennesker, men også fra gode folk der tolererer udøvelsen af vold som et middel til at nå deres egne mål.

På denne måde, har gode folk givet magten til onde mennesker gennem hele historien.

At have tillid til et frit samfund, er at fokusere på processen med opdagelse på markedspladsen af værdier, fremfor at fokusere på en eller anden påtvungen vision eller mål.

At bruge statslig vold for at påtvinge andre en vision, er intellektuel dovenskab og resulterer typisk  i utilsigtede, perverse konsekvenser.

At opnå et frit samfund kræver mod…

til at tænke, at tale og at handle.

Især når det er lettere at gøre ingenting …

Tagged with: • • •
 
Thomas_Paine

Sund Fornuft

On 6. marts 2010, in Filosofi, by Erik
0

Så er det blevet tid at blogge igen.  De sidste par måneder har det ikke været muligt, for meget arbejde, for meget politik, for mange happenings og ingen tid til hverken familie eller sig selv.
Den slags ender altid galt, og det gjorde det også for mig. Når man ikke sover i månedsvis, bliver man før eller siden ramt af en hammer, så det er på tide at erkende kroppen ikke kan holde til den slags længere.

Nu skal de ikke lyde, som om det er den rene elendighed, meget er blevet opnået og det har bestemt været prisen værd. For det første er jeg stolt over at kunne erklære COP15 for stendød, sammen med hele carbontrading fidusen. Løbet er kørt, selvom der kæmpes bravt for at holde liv i myten om den globale opvarming. FNs Intergovernmental Panel on Climate Change IPCC har mistet grebet,  R.K. Pachauri blev tvunget til at træde tilbage som Formand og ender nu antageligt i fængsel for korruption.

Man vil naturligvis forsøge sig igen, men vil blive afsløret gang på gang af alle de mange fremtrædende forskere de altid praler udgør deres konsensus. At videnskab intet har med konsensus at gøre, er så en anden ting. Videnskabelig konsensus kender vi fra 20ernes Danmark, hvor danske videnskabsfolk med glæde støttede politikernes ønske om at rense ud i befolkningen. Der er ikke grænser for, hvad man er i stand til at gøre og sige for at skaffe støttekroner til sit projekt, og det var hvad danske videnskabsfolk gjorde, lod sig udnytte på det groveste af det politiske system. Men nu lever vi jo i et demokrati, så man kan ikke rigtig tillade sig at have ondt i røven over tvangssteriliseringer og den slags, det var jo folkets vilje at idiotien officielt fortsatte helt op til 1967 (reelt 1975).

Steincke´s Socialdemokratisk racehygiejne, var ligeså videnskabelig funderet som min bare røv, og talrige proffesorer og andre lærde gjorde hvad de kunne for at opretholde en tese der var politisk funderet fremfor videnskabelig.

“Vi kommer ikke uden om at diskutere, om vi skal have et avlsprogram, hvor vi selektivt støtter, at højtbegavede mennesker får flere børn, og belønner mindre begavede for ikke at formere sig.” – Professor Helmuth Nyborg til TV2.

Linda Hansen slutter sit indlæg på Modkraft af med at pege på, at også nutiden byder på racehygiejne, og jeg giver hende ret. Når forældre fravælger fostre er det racehygiejne, uanset hvordan man så vender og drejer det. Når staten betaler for at laila på 18 fra Rødovre får sin tredie abort, ja så er det racehygiejne, hvilket er en rigtig god grund til i det mindste at holde op med at bruge skattekroner på at betale for det. Laila bliver alligevel gravid før eller siden, så hun kan ligeså godt lære det med det samme!;)

Den danske racehygiejne er så idiotisk og selvmodsigende som vores monarki og arvefølge. Havde Steincke regeret i dag, var kronprins Frederik antageligt blevet skilt fra allerede ved fødslen. Manden er 41 år gammel, og ude af stand til at lede nogen eller noget som helst, inklusiv sig selv. Om arvefølgen siger Thomas Paine:

“Et af de største beviser for tåbeligheden ved arvefølgen er, at naturen misbilliger det, ellers ville hun ikke så ofte gøre grin med det ved at give menneskene æsel i stedet for løve.“

Vi bruger meget tid på ligeværdighed i Danmark, lige rettigheder for alle, lige løn, lige muligheder for uddannelse og lige muligheder for at blive konge og regere landet…
Hvorfor accepterer vi en styreform der netop opdeler befolkningen i konge og undersåtter, når alle er enige om at ingen er over eller under sin næste, at vi alle er født med lige rettigheder fra naturens side.

I bibelen nævnes monarki som en af de synder jøderne bliver bandlyst for (Samuelsbog kap 8 og 12), lederne var altid blevet fundet ved afstemninger eller lodtrækning, men jøderne ønskede at være ligesom alle de andre (hedninge), at vælge sig en konge som kunne lede dem i krig og styre folkets lykke og skæbne. Enhver kan regne ud, at Margrethe ikke har nogen som helst ret til at regere over andre end sig selv, og det er på tide i det mindste at holde op med at betale for at hun kan føre sin dekadente livsstil. Det skulle være op til den enkelte, om man ville betale for et kongehus eller ej, men om regentens rolle skal fjernes fra grundloven, bør der ikke kunne herske tvivl om.

I følge Politikken mener et “flertal” af danskerne nu også, at det er på tide at Margrethe abdicerer, hvilken glædestund det ville være, som startskuddet på en ny tidsalder i dansk historie. Vi har alt hvad der skal til for at overleve som nation og folk, og har ingen som helst grund til at værepeoner i et imperialistisk system. En republik er den eneste intelligente vej frem for Danmark. Vi må finde modet til at frigøre os, fremfor som det er tilfældet nu, hele tiden at sende aben videre til de næste generationer, mens vores samfund synker dybere og dybere ned i moradset.

Tagged with: • •
 
retsstat

Regeringen afvikler retsstaten

On 17. november 2009, in Politik, by Erik
0

Hvor er det bare spændende, det lokalvalg, så spændende faktisk, at ingen bekymrer sig det fjerneste om, at den danske regering i ro og mag, er ved at afvikle retsstaten, ved lov, og ganske uden debat afskaffe vores grundlovssikrede frihedsrettigheder, samt umyndiggøre EUs menneskerettighedskonvention totalt, særdeles praktisk må man sige, men næppe en overraskelse for dem som har fulgt debatten om telekompakken og netneutralitet generelt.

  • Kort fortalt, vil man forlænge grænserne for administrative friheds-berøvelser fra seks til 12 timer, altså at du når som helst, uden varsel, mistanke eller grund, kan anholde dig, og tilbage holde dig på en gammel kasserne.
  • Strafferammen hæves, fra bødestraf til 40 dages fængsel i tilfælde, hvor demonstranter eller tilfældige forbipasserende, siges at have hindret politiets arbejde.
  • Tilfældige mennesker, der blot opholder sig i et område, hvor der er uroligheder, kan anholdes og straffes med fængsel i op til 40 dage.

At man i det hele taget kan anholde folk for noget det endnu ikke har gjort, er sygt i sig selv, og et hvert tænkende væsen burde kunne se det sindsyge i en sådan tankegang. For at sætte streg under, hvor “udemokratisk” denne proces har været, startede regeringen først med at søge en række juridiske eksperters råd, samt at iværksætte en høringsrunde, men endte med at skrotte eksperternes råd, og ignorere svarene fra høringsrunden.

Man undskylder sig med, at der ikke er tid til formaliteter, da det er højeste prioritet for regeringen, at den nye lovpakke træder i kraft inden klimatopmødet i December. Havde man først taget beslutningen om at afholde et klimatopmøde i sidste uge, så kunne man muligvis forstå regeringens panik, men eftersom forberedelserne til klimatopmødet har foregået i fuld offentlighed, så er der grund til at stille spørgsmålstegn, ved regeringens reelle intentioner.

Modstanden mod Regeringen vokser

Østre Landsret har pure nægtet at komme med en udtalelse inden for den korte tidsramme.

Retspræsident Bent Carlsen:

Vi vil ikke haste det igennem. Det er vigtige forhold, der skal drøftes

Kriminalforsorgsforeningen

Dette er en bevægelse mod politistatslignende sanktionsformer, fremover sætter du dit job på spil ved at deltage i en demonstration

Landsforeningen af Forsvarsadvokater, advokat Henrik Stagetorn:

Der er ikke noget, der indikerer, at hårdere straffe vil afholde folk fra at deltage i demonstrationer. Skærpelserne vil ramme mange flere, end de mere hårdkogte typer, som regeringen har i tankerne…

…høringen med den meget korte svarfrist er et tomt ritual

Forbundsformand i Dansk Fængselsforbund, Kim Østerbye:

Fængselsforbundets medlemmer sørger for at holde samfundets forbrydere bag lås og slå. Vi er meget gerne fri for at medvirke til at spærre naboens børn inde. Det er vi ikke uddannet til

Vi er bekymrede for, at der med lovforslaget sker en kriminalisering af “almindelige” lovlydige borgere, hvilket Fængselsforbundet anser for en uheldig udvikling

CEPOS, chefjurist Jacob Mchangama:

Der er ikke en helt klar hjemmel i den Europæiske Menneskerettighedskonvention til, at man overhovedet må lave de her administrative frihedsberøvelser. Der er nogle ret specifikke tilfælde, hvor man må frihedsberøve, og administrative frihedsberøvelser er ikke specifikt nævnt…

…På et så vigtigt område burde der være en større grad af sikkerhed, for at lovforslaget er i overenstemmelse med konventionen. Specielt når man har de her uklarheder, er det uholdbart også at udvide grænsen til 12 timer…

…Der kan derfor komme konkrete situationer, hvor der opstår et problem i forhold til konventionen

Forbundssekretær i 3F, Per Christensen:

Generelt er vi betænkelige ved de retspolitiske stramninger, der sker hele tiden, og hvor lømmelpakken blot er den foreløbigt sidste i rækken…

…Når vi ved, der er flertal for forslaget med Dansk Folkeparti. Så må vi som minimum kræve nogle præciseringer af, at helt almindelige, fredelige faglige aktiviteter ikke er omfattet af de nye bestemmelser. Det kan ikke være noget problem at få det formuleret ind i lovgivningen eller i bemærkningerne til loven. Hvis man vel at mærke vil

Formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub, John Ekebjærg Jakobsen:

Den højt besungne danske arbejdsmarkedsmodel forudsætter et aktivt arbejdsmarked med fagligt aktive grupper, som fastholder presset på dem, der forsøger at sno sig uden om den danske model og de regler og aftaler, som følger heraf

Gerd Berlev, Talsperson for initiativet – Væk med lømmelpakken siger;

Hvad er det der er sket, siden den lov med vold og magt skal vedtages NU? De internationale klimaaktivister har holdt møder i over 1½ år og det har løbende været offentliggjort, hvad der har været af planer om demonstrationer. Det er altså ikke årsagen. Hvad er det så? Forårets overenskomstforhandlinger?  Frygten for større arbejdsløshed og mere krise og deraf følgende uro? Eller skal Danmark deltage i flere krige?

braiUniverseSmall

Et gennemgang af mine sidste 20 indlæg, vil give et glimrende bud på hvad det er, der er ved at ske. Verdensøkonomien er brudt sammen, og noget nyt skal bygges i stedet, spørgsmålet er om vi skal lade eliten bygge den næste pyramide, åbenlyst baseret på hierakisk kontrol, overvågning og umyndiggørelse , eller om vi selv skal bygge et nyt system, baseret på samtykke, kærlighed og intelligens?

Hvis ikke vi tager affære, og selv skaber den fremtid vi drømmer om, så vil eliten med garanti skabe den verden de drømmer om, og der spiller du ikke nogen særlig rolle.

Gruppen Væk med lømmelpakken kalder til demonstration ved Folketingets 2. behandling af lovforslaget.

Torsdag den 19.11. kl. 16 på Christiansborg Slotsplads

Yderligere info på Facebook – gruppen Væk med lømmelpakken & www.budskabfragrasrodderne.dk

Tagged with: • •
 
wolf_in_sheeps_clothing

Hvad er Demokrati?

On 4. november 2009, in Politik, by Erik
0

httpv://www.youtube.com/watch?v=DokFwjeleUU

Et demokrati er det største segment i en gruppe, der gennemtvinger sin vilje over hele gruppen. Et “modsat” eksempel på demokrati er internettet, her er hierakisk kontrol umulig, og ingen gruppe hersker over andre. EU-parlamentet forsøger at gøre op med dette, og indføre demokrati på internettet; dette er særdeles skræmmende og en direkte krigserklæring, se bare hvordan det er endt alle de andre steder, hvor vestlige lande med de bedste intentioner har villet indføre demokrati.

Banker og virksomheder ejer mange af MEPerne i EU, og de er udemærket klar over, at de med deres penge og indflydelse, til en hver tid kan overbevise den største stemmeblok, og dermed på bedste demokratiske vis, få deres vilje, som på dette tidspunkt pludseligt også er din og min mening, doh?

Ansvarlighed og innovation er grundpillerne for intelligens, og begge er i modstrid med begrebet “moralsk hierarki”.

Tagged with:
 
Page 1 of 212