Det 10. dogme
Carsten Jensen skrev for nyligt med glødende pen endnu et interessant og temmelig harmdirrende essay, denne gang om danskernes tavshed om krigen i Afghanistan. Teksten blev første gang bragt i filmmagasinet EKKO, og senere på Politikens hjemmeside, hvor den affødte en hel del debat.
Jeg er enig i essensen af meget af det CJ skriver om danskernes holdning til krigen i Afghanistan, men jeg mener han har udeladt et af de vigtigste elementer, og erstattet det med en provokationer, hvilket han i øvrigt er hamrende dygtig til i en grad at man kun kan misunde ham. Provokationerne tjener vel det formål, at irritere hvad CJ opfatter som sine politiske modsætninger, men mest af alt tror jeg det er et forsøg på at indtage den moralske højborg, hvorfra CJ effektivt kan forkanse sig mod et hvert forsøg på at bringe det der burde have været hans 10. dogme, eller skal vi sige bud, nemlig at rejse diskussionen om hvem der har det reelle ansvar for at krigen i Afghanistan fortsætter ufortrødent.
Så vidt jeg ved, er CJ, foruden at være som jeg modstander af krigen i Afghanistan, også en varm fortaler for det repræsentative demokrati vi siger at benytte os af i Danmark, og derfor er i hans verdensbillede undladelsen af det 10. dogme retfærdiggjort, da ansvaret for den danske deltagelse i krigen udelukkende skal placeres blandt en række onde danske politikere. Logikken må her være, at hvis vi ved næste folketingsvalg stemmer på de gode, ja Helle T og ham der Villy, så vil de kunne nedbryde dogmerne og tillade en åben debat om krigen, hvilket med tiden så vil lede til, at de danske styrker bliver trukket hjem, og CJ kan erklære sig som værende på det vindende hold.
Den strategi vil ikke sætter en stopper for danske soldaters voldshandlinger i Afghanistan i nær fremtid, den vil ikke redde de stakkels fattige bønder CJ taler så varmt om, endsige forbedre deres hverdag på nogen som helst måde, faktisk vil jeg gå så langt som til at mene, at CJ risikerer at forlænge den danske deltagelse i krigen med sin fremmedgørelse af unge danske soldater, der uanet deres personlige motiver for at deltage i krigen efterhånden må siges at være de eneste vi har tilbage at sætte vores lid til, hvis de danske krigshandlinger skal se en ende i nær fremtid.
Det danske folk har valgt ikke at forholde sig til krigen i Afghanistan, så vi kommer aldrig til at se en befolkningen lægge pres på magthaverne i en grad at danske styrker trækkes hjem, dette uanset hvilken fløj i tinget der regerer, det er i dag kun nuværende soldater samt veteraner der vil være i stand til at starte en folkelig bevægelse af modstand mod krigen, dette var tilfældet i USA under Vietnamkrigen, og den dag i dag, er det soldater og veteraner der udgør den mest organiserede modstand mod USAs krige.
Dermed ikke sagt, at vi ikke skal kritisere vores soldater, hvis de opfører sig uhæderligt, eller at vi skal gøre som Kathrine Lilleør i sin kritik af Carsten Jensens essay, i en utilstedelig erotisk forestilling om unge mænd i uniform, kæde begreber som krig og kærlighed sammen, i et desperat forsøg på at retfærdiggøre drab.
Kathrine Lilleør befinder sig i nøjagtig samme bås som manden hun kritiserer, og målet ser også ud til at have været det samme, at fremstå “hellig” for kernelæseren, samtidigt med at man fralægger sig et hvert personligt ansvar, og henviser til den demokratiske process.
Det er for usselt efter min mening!
Det kan diskuteres, om den danske befolkning var oplyste i en grad der gjorde, at vi kunne “med rette” kunne indlede en krig i Afghanistan, derimod er der ingen tvivl om hvem der bærer ansvaret for, at krigshandlingerne fortsætter. I en kommentar til Lilleøres kritik, falder en bruger ved navn Danny Jensen helt uforskyldt over svaret ( som jeg har markeret i bold), han skriver bla:
de meningsløse myrderier som den danske stat financierer i afghanistan er en skændsel, og at noget menneske med en dansk folkeskole uddannelse i bagagen kan melde sig frivilligt til sådan tjeneste er en tragedie – ansvaret bæres alene af soldaten og den der betaler ham - jeg har intet ansvar for de grusomme handlinger som den danske stat og de danske soldater udfører i afghanistan – og jeg finder det dybt krænkende at skulle tages til indtægt for den type vanvid som aktuelt finder sted i afghanistan.
De finansielle bagmænd aka Familien Danmark
De ansvarlige skal ikke som denne verdens danny jenser lader til at tro, findes blandt soldater eller politikere, men som han selv siger ligeud, blandt dem der aktivt finansierer krigen, med andre ord skatteyderne og befolkning som helhed, inklusiv danny, der uden kritisk sans er parat til at finansiere tilsyneladende hvad som helst, også drab på uskyldige kvinder og børn.
Det er danske skatteydere der aktivt finansierer krigene vi som nation deltager i, og i stedet for at pege fingre af generaler, soldater eller politikere, burde vi som borgere se os selv i spejlet, og stille det enkle spørgsmål, om vores moral tillader os fortsat at betale for at indføre begreber som demokrati og individets frihed i den tredie verden, begreber vi vel og mærke ikke engang er i stand til at opretholde i vores hjemland.
Krigen i Afghanistan får med andre ord aldrig en ende, så længe vi tror vi kan debattere os ud af problemerne, fremfor at tage et personligt ansvar, og indskrænke politikernes muligheder til et såre simpelt valg mellem at blive spiddet af en høtyv, eller at vinke farvel til lobbyisternes givtige venskaber.
Kilde: Washingtonpost
