Hermed en interessant samtale med Bruce Yandle, om en politisk model kaldet “Bootleggere og baptister/prædikanter“.
Kort sagt, er der tale om en model, hvor modsatte moralske holdninger fører til samme politiske resultat. Eksempelvis beder prædikanterne om et forbud mod at sælge alkohol, mens de støttes i det skjulte af kriminelle bootleggere, der ønsker at kunne fortsætte deres ulovlige salg af alkohol.
Videoen er kort, men tankevækkende…
Der lader til at herske stor forvirring om, hvad begrebet demokrati egentlig dækker over. Selv om vi dagligt bliver tudet ørerne fulde af hvor fantastisk demokratiet er, og hvor vigtigt der er at forsvare det for enhver pris, ja så er det de færreste mennesker der er i stand til at give en intelligent definition på begrebet. Når der findes 300 forskellige definitioner på demokrati, så er det umuligt at have en gavnlig debat om emnet.
Orwell havde en god pointe om anvendelsen af meningsløse ord i politik. Hvis vi som borgere ønsker at forblive oplyste, bliver vi nødt til vi skære igennem tågen og tillægge konkrete betydninger til de begreber politikerne bruger til at bedrage os med. Demokrati er en styreform, men bliver når man debaterer begrebet oftest opfattet som en lovgivningsproces eller ligefrem et livssyn, det leder til stor forvirring både hos forsvarerne af demokratiet samt deres modspillere.
Der findes ligeså mange definitioner af demokrati, som der findes politiske og religiøse ideologier. De enkelte definitioner er alle moralsk betonede, og siger i virkeligheden mere om de enkelte gruppers moral, end noget intelligent om begrebet demokrati. Til gengæld har de mange forskellige definitioner den umiddelbare fordel, at tilhængerne af demokratiet sjældent er uenige om demokratiets dyder, da de jo hver især har baseret definitionen på deres egen gruppes moral, og ikke på en fælles betegnelse.
Rettighed: Noget du sikres ved lovgivning. Hvis du er berettiget til noget, har du ret til det.
Frihed: Frihed er fraværet af tvang. Det er noget du fødes med, om som ingen andre end døden kan tage fra dig. Frihed er som hovedregel opnået gennem andres opofrelse, lidelse og smerte.
Den bedste betegnelse for begrebet demokrati, som det bruges i flæng i den politiske debat i dag, er hvad man kunne kalde for et system baseret på et “moralsk hierarki”, og siger altså intet om hverken styreform, lovgivning eller graden af frihed som dette system tilbyder.
Demokrati er ganske enkelt en styreform, hvor magten ligger hos flertallet af befolkningen. I moderne demokratier er mennesker udstyret med rettigheder såvel som pligter, til gengæld for at have givet afkald på deres frihed.
Demokrati er med andre ord ikke en måde at afgøre moralen af en siddende regering, men en metode til at afgøre hvem der skal regere et land. Det bedste man kan sige om det er, at en demokratisk valgt regeringen kan siges at have en folkelig opbakning, men det er bare vigtigt at huske på, at denne folkelige opbakning på ingen måde står som en garanti for at en regeringen så også vil benytte sig af dette mandat til at beskytte din frihed.
Direkte demokrati er en styreform, hvor hele befolkningen kommer til orde i form af en folkeafstemning, alles mening er derfor repræsenteret og kan siges at have haft indflydelse på den endelige afgørelse. Vi kender mest til det direkte demokrati fra det klassiske Grækenland, hvor frie mænd jævnligt stemte enkeltsager. Det eneste land i dag, der befinder sig i nærhenden af et direkte demokrati er Schweiz.
I følge tilhængerne af demokrati, udgør det direkte demokrati den mest retfærdige måde at styre en gruppe på, der sikrer at alles mening bliver hørt hvergang et forslag skal afgøres. Der hersker også bred enig blandt tilhængerne om, at det ikke er praktisk muligt at gennemføre og opretholde et direkte demokrati, det er for besværgeligt og for dyrt hele tiden at afholde folkeafstemning, hver gang et forslag skal vedtages. Derfor fremhæves det repræsentative demokrati da også af tilhængerne som det eneste alternativ til det direkte demokrati.
At man med moderne kommunikationsteknologi forholdsvis nemt kunne organisere et eventuelt direkte demokrati, hvor beslutninger blev taget rundt om i de små kommuner og landsbysamfund fremfor på Christiansborg, er så en anden snak. Det direkte demokrati uanset dets form, ændrer dog ikke på det principielle problem med det direkte demokrati, at flertallet i princippet dikterer vilkårene for både mindretallet såvel som individet.
Repræsentativt demokrati er en styreform, hvor borgerne vælger et mindre antal politikere til at repræsentere sig, og hvor disse repræsentanter tager alle beslutninger på borgernes vegne. I det repræsentative demokrati, stemmes der normalt kun én gang hvert fjerde eller femte år. Der finder heller ikke afstemninger sted om enkeltsager, så det er egentlig svært at få øje på hvad det repræsentative demokrati overhovedet har tilfællles med det klassiske forbillede.
Eftersom repræsentanterne vælges ved en folkeafstemning, er det filosofien at disse “repræsentanter” indtil næste valg suverænt kan bestemme hvilke beslutninger der tages om hvad. Dette giver selvfølgelig et ufatteligt ringe incitament for de folkevalgt repræsentanter, til at lytte til deres vælgere og efterfølgende basere beslutninger på deres vælgeres ønsker og råd. Resultatet er, at næsten ingen politikere gider at lytte til deres vælgere, og at politikken der føres sjældent baserer sig på hverken folkets eller individets behov.
I et repræsentativt demokrati, er love eller regler sjældent til debat, når først de er “stemt hjem”. Folket har jo selv valgt de demokratiske repræsentanter, og et flertal af disse repræsentanter har lavet lovene, og derfor skal alle selvfølgelig betragte disse love som deres egne, og blindt adlyde dem uden at stille spørgsmål. Ønsker man at sætte spørgsmålstegn ved en given lovs hensigtsmæssighed, kan dette kun ske efter at folkestemningen på den ene eller anden måde har rejst sig, til fordel for en ændring i den gældende lovgivning. For at få ændringer igennem, skal der altså tales med “folkets stemme”, og ikke ud fra en ærlig og gennemtænkt politisk ide.
Det repræsentative demokrati, har mere tilfælles med begrebet dikatur end sit demokratiske forbillede i Grækenland. Flertallet kan selvfølgelig ikke diktere et eller andet tåbeligt fra Rådhuspladsen i København, men flertallet legitimerer til gengæld effektivt et diktatur, ved at give et fåtal af personer eller interesseorganisationer monopol på at formulerer forslag og definere begrundelser, som flertallet senere tilslutter sig ved afstemning. Hvis dit eneste valg består i valget mellem pest eller kolera, er der ikke tale om en reelt frit valg, men om en dikteret hierakisk dagsorden.
Du har ingen reel frihed i et demokrati, da de få rettigheder du har til enhver tid kan tilsidesættes af flertallets luner. Hvis flertallet mener, at halvdelen af din indkomst skal konfiskeres, før du har betalt din mad og husleje, at alle borgere skal overvåges eller at arbejdsløse skal samles ind og sendes i arbejdslejre, tjae…så kan det retfærdiggøres, da der er tale om en demokratisk beslutning.
Når de 51% stemmer sig til flere penge fra statskassen, opfattes dette helt naturligt af de resterende 49 som et overgreb, derfor er nøglen til demokratiets overlevelse, at de to hovedfløje i parlamentet jævnligt skiftes til at have magten. Det siger sig selv, at flertalsafgørelser i princippet dikterer vilkårene for individet eller for mindretallene, og derfor kan minoriteten eller individet aldrig opnå samme rettigheder som flertallet, hvilket selvfølgelig efterlader alle minoritetsgrupperne uden anden mulighed end at distancere sig mere og mere, for til sidst at gribe til væbnet oprør.
Netop måden demokratier opfatter og behandlinger mindretal på, er en af den bedste eksempler på, hvorfor demokrati er en farlig styreform. Fra engang i 1930′erne og helt frem til slut 70′erne, tvangssteriliserede en demokratisk valgt dansk regering tusindvis af kvinder på grund af “mentale defekter”, samtidigt med at Danmark stod som et lysende forbillede for demokrati gennem hele perioden, en opfattelse der næppe deles af de mennesker der blev tvangssteriliserede!
I oplysningstiden, var begrebet demokrati da også mest af alt et skældsord. Hvad vi i dag opfatter som guddommeligt og ganske udenfor kritik, har stort set ingen før os opfattet som særligt intelligent. Selv bibelen fordømmer demokratiet, i historien om Pontius Pilatus, der gemmer sig bag flertallets vilje, og dømmer en uskyldig mand til døden, hvorefter han symbolsk vasker sine hænder.
James Madison
4. præsident i USA og medstifter af den amerikanske forfatning:
“Democracies have ever been spectacles of turbulence and conflict; have ever been found incompatible with personal security or the rights of property and have in general been as short in their lives as they have been violent in their deaths.”
Om forskellen på demokrati og republik siger man i USA, at hvor man i et demokrati lader to ulve og et får stemme om hvad der er på menuen til aftensmad, så har man i republikken bevæbnet fårene og forbudt ulvene at stemme.
En forfatningsmæssig republik bygger på forudsætningen om, borgernes personlige integritet, samt grundlæggende friheder og rettigheder er hævet over statens interesser, og at regeringen er til for at beskytte denne frihed, ikke at begrænse den. Individets friheder og rettigheder, er i en forfatningsmæssig republik umistelige, og kan hverken krænkes af et tilfældige flertal af vælgere, af et dømmende retssystem eller af en statsmagt der udøver magt.
Forfatningsmæssige republikker bygger på begrebet frihed, som værende fraværet af skiftende regeringers tvang. Grundlæggerne af den amerikanske republik forstod dette, og skabte på papiret den mindst indgribende regering i verdenshistorien. Ved hjælp af deres forfatning, sikrede de sig en decentraliseret regering, hvis stort set eneste ansvar var at forsvare de nationale grænser. For første gang nogensinde, blev en regering skabt med det eneste formål, udelukkende at forsvare og værne om borgernes rettigheder, friheder og ejendom. Enhver regeringstvang, udover hvad der var nødvendigt for at sikre nationens forsvar blev forbudt. Dette ved hjælp af eksempelvis Bill of Rights, men isør også på grund af den fremherskende doktrin om generelt at begrænse føderale beføjelser.
John Adams påpegede en vigtig forskel på en republik og et demokrati, nemlig at hvor en republik kun eksisterer for at sikre og beskytte allerede eksisterende rettigheder, så baseres individets rettigheder i et demokrati, på massernes skiftende luner. Det er da også værd at lægge mærke til, at blandt alle de dokumenter der udgør fundamentet for den amerikanske rpublik, er begrebet demokrati ikke nævnt så meget som én eneste gang. Det er sikkert heller ingen tilfældighed, at ordet “liberty” ikke kan oversættes direkte til dansk.
Læs også: Demokrati, eller tolv!
“…The occupation of high ground can thus mean genuine domination.
Its reality is undeniable.”
Principles of War, by Carl von Clausewitz
At kæmpe fra en ophøjet position er lettere af en række årsager. Soldater vil trættes hurtigere, når de kæmper op ad bakke. Angriberne vil bevæge sig langsommere op ad bakke, og hvis de kæmper i formation, vil de have ringe udsyn på grund af soldaterne foran dem. Soldaterne der kæmper på bakken vil ikke blive trætte ligeså hurtigt, de vil bevæge sig hurtigere, og vil være i stand til at se meget langt.
Hvis en hær er først til at nå frem til en potentiel slagmark, kan den indtage den Moralske højborg uden kamp, i den forstand at den første hær sætter dagsordenen og definerer begreberne. En part kan således siges at have “antaget” ejerskab over begreberne, det høje terræn, og har opnået en åbenlys fordel ved at gøre det.
Det klogeste træk for en hær der har fundet fjenden fast forskanset i den Moralske højborg, er at nægte modstanderen kamp, hvis det er muligt.
httpv://www.youtube.com/watch?v=9V7zbWNznbs
Sprogligt refererer begrebet Den moralske højborg, til en status af at være respekteret eller forhadt for at udvise en høj grad af integritet, og for at følge og opretholde en alment anerkendt standard for retfærdighed eller godhed.
Parten der har indtaget den moralske højborg, nægter at agere på en måde der ikke betragtes som legitim og moralsk forsvarlig, enten i forhold til deres personlige integritet, eller i forhold til de definitioner af begreber de har skabt, som forsvar mod angreb udefra.
Vi må erkende, at Anti-piratbevægelsen har allerede har indtaget den moralske højborg, det har de blandt andet gjort på følgende to måder:
Først ved at stemple alle borgerrettighedsforkæmpere og ophavsretsreformatorer som “pirater”, og konditionere befolkningen til at forbinde piratbevægelsen med nasserøve og simple tyve.
For det andet, tager anti-piratbevægelsen den Moralske højborg i besiddelse ved at påstå, at vi alle har en moralsk forpligtelse til at hjælpe staten med at overvåge os, og til at forhindre tyveri af sultne fattige ophavsmænds værker – og således stemple de der måtte bestride disse krav eller “rettigheder”, som umoralske eller i værste fald som terrorister.
Da anti-pirater jo er imod “tyveri”, står de altså derfor for alt hvad der er rigtigt og godt – hvilket de mener øger højden på terrænet de befinder sig på.
I en debat kan man indtage den moralske højborg, ved ganske enkelt at nægte at anerkende modstanderes antagede fordele – Eller endnu bedre, ignorere modpartens ejerskabsfornemmelse længe nok til at han skifter strategi, hvorefter du øjeblikkeligt og uden skrupler indtager borgen:)
Ghandi perfektionerede denne strategi, under navnet Satyagraha.
Satyagraha, en syntese af sanskrit ordene Satya (sandhed) og Agraha (holde fast i), er den stærkes våben; altid insisterende på retfærdighed og sandhed.
Succes defineres som når det lykkedes at samarbejde med en modstander, om at finde en retfærdig udgang på en sag, modstanderen uforvarende har lagt hindringer i vejen for. Modstanderen skal “omvendes” i en grad, hvor vedkomne ikke længere blokerer for et retfærdigt resultat, før at et samarbejde kan siges at have fundet sted.
Ghandi sagde selv:
“Truth (satya) implies love, and firmness (agraha) engenders and therefore serves as a synonym for force. I thus began to call the Indian movement Satyagraha, that is to say, the Force which is born of Truth and Love or non-violence, and gave up the use of the phrase “passive resistance”, in connection with it…”
Ved at udvise en særdeles høj grad af integritet i vores arbejde, stædigt men kærligt at holde fast i hvad vi kender som sandt, og stole på at ærlige menneskers “stædige” fastholden i egne principper, vil det i sidste ende lykkedes os at indtage den moralske højborg, og samtidigt gøre os mere attraktive som handels-/ forhandlingspartnere.
Vores værdisæt kan sagtens udvikle sig over tid, og samtidig bevare integriteten, så længe vi udstråler en følelse af ærlighed og sandfærdighed i forhold til vores motiverne, og tager højde for og løser uoverensstemmelserne når de opstår.
Integritet er en dyd, vi aldrig går på kompromis med.
