Gennem de sidste år har vi været vidne til en lang række afsløringer. Den ene bog og dokumentarfilm efter den anden, har med al tydelighed udstillet krigsindustrien, fødevareindustrien, den kemiske industri, oliebranchen, bankerne, Irakkrigen, Afghanistan, 9/11, ja selv nuværende Ministre i vores regering er gentagne gange blev afsløret i at lyve, svindle eller tilbageholde informationer, men det er som om at des mere vi lader til at lære om vores samfund des mindre er vi i stand til at ændre.
Jeg har hørt folk der mener, at der ligefrem findes en årsagssammenhæng mellem antallet af afsløringer og befolkningens voksende ligegyldighed med det politiske system, men den forklaring er for let købt efter min mening.
Jeg tror svaret skal findes i det simple faktum, at vores politikere og embedsmænd har mistet deres integritet, og at befolkningen går mere op i at deres stemme bliver hørt når der stemmes om X-factor vindere, end når der tages små som store politiske beslutninger i samfundet. Befolkningens aktive deltagen i den demokratiske proces, er det eneste bolværk mod despoti.

Myter og selvbedrag
Vi er som mennesker ufatteligt modtagelige for selvbedrag, vi kan ligeså godt indrømme det. Vi er sårbare overfor myter, fordi det at tro på dem kan være med til at opretholde vores verdensbillede. En af disse myter er, at vi lever i et demokrati, teknisk set er vi et indskrænket (konstitutionelt)monarki, og at vi har en reel indflydelse på vores dagligdag såvel som fremtid.
Vi er ikke oplyste bare fordi vi læser en masse nyheder
Det er ikke nok bare at modtage information om et eller andet problem, og der skal mere end

Vi har alt alt for lave forventninger til, hvad vi er i stand til at opnå ved at tage aktiv del i samfundet, vi er fantasiløse, skræmte og foretrækker myten om at det alligevel ikke nytter noget, fremfor den enkle faktuelle sandhed, at det er vores mangel på deltagelse der skaber hovedparten af problemerne.

Myten om, at oplysning af borgerne automatisk leder til at de reagerer må siges at være død. Medierne har bestemt skiftet rolle, men det er ikke hele forklaringen om end den kan synes behagelig. Det er sandt, at massemedierne i dag er kontrolleret af virksomheder og politikere, verdensbilledet serveret i de gængse medier er oldnordisk og i øvrigt komplet ukritisk i forhold til magten, men til gengæld findes der i dag et sandt overflødighedshorn af alternative kilder til information. Nye medietjenester skyder op hele tiden, politikere og andre tilknyttet Christiansborg blogger som gale, og handler det om udenlandstof, ja der er vi nået dertil, hvor du med et par få museklik, ved selvsyn kan konstatere at en eller anden Talibanhøjborg vores soldater siges at have indtaget i Afghanistan, til forveksling ligner en bondelandsby med 20 indbyggere:/
Flere af mine venner på begge sider af det politiske spektrum vil her indskyde, at problemet reelt er, at befolkningen ganske enkelt er for dum. Guderne skal vide, at det er en tolkning jeg ofte føler stor sympati med, men skal jeg være helt ærlig, så mener jeg problemet er af en helt anden karakter. Problemet for mig at se mangfoldigt:

Penge og magt
Magten i Danmark er ikke fordelt lige, den ultimative magt der siges at ligge i stemmesedlen er fiktiv, penge er ligesom alle andre steder afgørende for at få indflydelse. Det er dyrt at betale for “uafhængige” rapporter og analyser, eller at have “eksperter” til at udtale sig dagligt i medierne om denne eller hin sag. Magten til at skabe fremtiden ligger udelukkende i hænderne på virksomheder, politikere og embedsmænd. Danmark er med andre ord ikke længere en nationalstat, et land, et folk eller en stamme, med muligheden for at skabe en bedre fremtid for vores efterkommere, men er endt som noget så primitivt som en virksomhed, med den lille forskel, at du ikke kan sige dit job i virksomheden op.

Førhen var det tydeligt, hvilke interessegrupper der finansierede en given politik, i dag bliver begge sider i folketinget sponsoreret af de samme virksomheder.
Når vi møder store problemer, som i spørgsmålet om vi burde bryde grundloven for at deltage i en ulovlig krig eller om vi burde betale for bankers spekulation, ja så ophører al debat i både medierne og folketinget, og begge sider af salen falder på halen og bjæffer pludselig i fælles kor, politiske rivaliserende ideologier finder fælles fodslag i demokratiets hellige navn, og befolkningen betaler prisen hver gang.
Marcus Cicero definerede for 2000 år siden frihed, som deltagelse i magten. Danskernes manglende deltagelse i den demokratiske proces, har skabt en situation hvor magthaverne med relativt få økonomiske midler kan opretholde deres position.

Dualisme
Vores dualistiske tilgang til filosofi, religion og politik, præger vores muligheder for at kunne bruge dem til noget som helst. I politik ser vi hele tiden det samme problem, en gruppe, eksempelvis de blå, fører en bestemt politik med en bestemt resultat til følge. Folket kræver ændringer, der skal ændringer til og vi bestemmer os for, at hvad end de blå stod for, så må det modsatte af det være løsningen på vores problemer. Derfor opfinder vi nogle røde, der med omvendt fortegn fører en bestemt politik etc.

Hver gang vi møder et problem, søger vi en modsætning og udråber den til den eneste sandfærdige løsning, men det er en illusorisk sejr, da løsningen på et problem aldrig vil kunne være opfindelsen af dets modsætning. Opfindelsen af anti-vold har ikke løst problemet med vold, man fristes til at sige at det næsten har avlet mere. På et dagligdagsplan, er en dualistisk opdeling praktisk i et demokrati, fordi halvdelen af befolkningen, i hvert fald for en tid, vil føle sig i centrum, til gengæld vil den indbyggede konflikt i at opdele en befolkning i modsætninger, ikke løse nogen som helst reelle problemer, men blot sikre at magthaverne forbliver ved roret.

Sidst men ikke mindst, kunne man sige om denne dualisme, at den psykologisk set hindrer os i at foretage de rette valg og handlinger, der skal til for igen at tage kontrollen over eget liv. Vi siger eksempelvis, at vi mener at vores CO2 udslip er et livsfarligt problem, og at jorden er truet med destruktion, hvis ikke vi løser problemet med Co2 udslip. Vi siger at vi skal ændre vores vaner, og at vi vil gøre vores for at der slippes mindre CO2 ud i atmosfæren. Vi ved at det betyder vi ikke kan bruge al den energi som det er tilfældet nu, at vi må droppe vores teknologiske udvikling, droppe bilen, computeren og blah blah, hvilket jo er et vanskeligt spring fra den nuværende livsstil.

Vi løser denne problemstilling ved at erkende, at vi ikke bare kan gøre dette fra den ene dag til den anden, men at vi på sigt naturligvis skal nå dette mål. Vi bilder os selv ind, at vi med tiden vil kunne transformere os selv fra en tilstand, ond, voldelig, grådig etc, til en anden “bedre” med det modsatte fortegn, og at dette med garanti med ske over tid, hvis man følger bestemte regler, livssyn eller hvad ved jeg. Resultatet er det samme hver gang, vi opnår intet, andet end en belejlig undskyldning for ikke at gøre noget.

Hvad gør vi?
Det er i princippet ikke løsninger vi mangler, men viljen, modet og evnen til at udføre dem, samt en blind tro på at psykologiske ændringer er noget der opstår over tid. Indsigt opstår her og nu, eller slet ikke, om du så dedikerer de næste 40 år til at nærstudere et eller andet problem, kommer du ikke det mindste smule nærmere en løsning eller en reel ændring som følge. Det civiliserede menneskes historie er fyldt med den samme lidelse og gentagen stupiditet. Derfor bliver vi nødt til at vende blikket mod os selv, tage ansvaret for planeten, menneskeheden og vores efterkommeres fremtid på os.
Vi må bryde ud af vores etablerede ideologier, der har forhindret et positivt teknologisk fremskridt. Gøre en ende på den politiske dobbelthed, økonomiske trældom og falske opdeling af befolkningen og dens interesser. Hverken den røde eller blå blok vil kunne redde os fra os selv, derfor er der behov for en grundlæggende revurdering af hvad vi som mennesker og samfund har brug for. Vi må lade de mekanismer bag os, der hidtil kun har tjent til at lamme, pacificere og opdele os. Tiden er moden for virkelige forandringer, fremfor tomme løfter.

Fra tilskuer til aktør
længe nok, har vi stået passivt på sidelinjen og set til, mens vores planet er blevet voldtaget, og vores samfund udplyndret. Lige nu plyndrer vores regeringer og virksomheder os for de sidste rester i ly af finanskrisen, vores rettigheder indskrænkes eller tages fra os, og alligevel reagerer vi ikke, men ser blot passivt til og trækker på skuldrene.
Vi er ikke den første generation, der efterlader vores problemer til efterkommerne, men vi kunne være den første der sagde nok er nok, og sætte os som mål at efterlade vores verden i en bedre tilstand end vi modtog den i. Det første skridt er vi nødt til at tage alene, når vi indser at det kun tager en erkendelse, at vi alle er aktører og dermed ansvarlige.

Svaret på spørgsmålet om, hvorfor det gennem historien altid er lykkedes de få at hersker over de mange, er simpelt: De få er organiserede, de mange er spredte.
Om det gælder den ene eller anden siger vi siger at støtte op om, så er det en af samme to undskyldninger vi fyrer af hver gang vi svigter vores pligt, enten regnede det, eller også havde vi ikke tid. Magthaverne kan regne med ca. 120 nedbørsdage årligt, så spørgsmålet må for dem være, hvad der optager pøblen de resterende 245 dage.

Det første trin i den demokratiske proces er at bruge tid på den. Hvis du gerne vil bevare den demokratiske proces, er du nødt til at deltage aktivt i den ved at deltage i møder, lokalt såvel som nationalt, i foreninger eller partier, vedrørende emner der ligger dig på sinde. Lær at boykotte, deltage i underskriftindsamlinger, protester og kontakt dine lokale og nationale politikere og fortæl dem hvad du mener! Du er nødt til at give din mening til kende i de grupper du deltager, både ved at stemme men også ved at støtte dem økonomisk. Men det stopper ikke her, du må også bidrage med egne ideer og forslag til forbedringer eller nye tiltag, samt deltage i debatten om andres bidrag.
Du bliver nødt til at møde op til demonstrationer eller deltage i andre offentlige ytringer, når det gælder sager du har sympati for eller direkte støtter. Hvis du har et problem med lømmelpakken, så mød op når vi demonstrerer, i stedet for at brokke dig over pakken når det er for sent.

Vi har de alle nødvendige redskaber og viden, vi har teknologien og adgangen til at distribuere den, og derfor ikke længere nogen undskyldning for ikke at spille vores rolle i historien, hvor lille den end måtte synes. Det er på tide vi gøre overgangen fra den gamle verden af hieraki og tvang, til en fremtid med de muligheder og vilkår vi alle fortjener, uanset vores kulturelle baggrund eller økonomiske fundament. Så længe vi forbliver afhængige af samfundsindretninger defineret i et fjerne århundreder, vil vi blive ved med at hjemsøges af de samme idiotiske problemer, indtil stikket trækkes ud og alt liv på planeten igen bliver udryddet, for at give plads til at en ny intelligent livsform kan få chancen for at udvikle sig positivt.