Det er mig en glæde at erfare, at endnu en pirat-blog har meldt sin tilstedeværelse på dækket. Det er tale om bloggen Det Forkerte Synspunkt, skrevet af Jeppe Winther Piratpartiets folketingskandidat. Jeppe skriver i sit seneste indlæg udførligt om handelsaftalen ACTA; den globale mands DMCA, han ved hvad han skriver om og det bliver spændende at følge “Det forkerte synspunkt” fremover.

I det hele taget lover det godt for vores lille piratnetværk, alt efter hvordan man nu tæller er vi oppe på 3 til 4 bloggere i gruppen!

Nåh, tilbage til ACTA. Sidste år var ACTA en fuldkommen ukendt handelsaftale, stort set ingen medier omtalte den. Der var en del rygter, og de sædvanlige “småskøre” sites skrev om hvor forfærdelig denne aftale var, men som med alle andre sager der ikke huer etablissamentet, så blev ACTA ignoreret eller bortforklaret som blot en foranstaltning mod kopivarer og falsk varebetegnelse. Så blev der lækket de første dokumenter, og det blev hurtigt klart for enhver at der var tale om alt andet end en aftale om kopivarer. Officielt eksisterede forhandlingerne om handelsaftalen ikke før i Februar måned 2010, og der var man nået til syvende runde af forhandlingerne.

Nu er historien så ude, og man er nødt til at forholde sig til den, både gammelmedier som politikerne på borgen og i EU-parlamentet. Som du vil kunne se i den følgende såkaldte “Exchange of views”, er det planen at vi skal lade os spise af med gode intentioner, og letkøbte forsikringer. Det måske mest bemærkelsesværdige er, at ingen her lader til at holde sig orienteret via officielle kanaler, men glade og fro stiller sig tilfredse med at holde sig opdateret via rygter og lækkede dokumenter, altså ligesom vi andre udenfor parlamentets mure gør!

httpvhd://www.youtube.com/watch?v=YDTfpb2dNjI

Del 2 samt    Del 3

Heldigvis har vi en Pirat i parlamentet, Christian Engström og han slipper ikke så let når først han har bidt sig fast i en sag. På hans blog kan du læse om hvad der helt eksakt sker i EU-parlamentet i forhold til ACTA, som han skriver så står ugen i ACTAs tegn og jeg er utrolig spændt på at se hvor mange nyhedsmedier, trendsættere og andre personager der samler historien op. Især skal det blive interresant at følge de forskellige industriers holdning til aftalen, efterhånden som dens indhold bliver mere og mere kendt, ACTA er nemlig ikke blot et angreb på den enkelte borger, men på selve nationalstaten hvoraf mange virksomheder trods alt stadig ser sig selv som en del af.

Det egentlige problem vi står er ikke selve ACTA, men at vi med det nuværende EU har vi skabt et monster, hvor lovgivningen ikke længere stammer fra, eller vokser ud af befolkningens behov, i symbolsk forstand vores parlament, men fra et internationalt teknokrati af repræsentanter ingen har stemt på. Gennem de sidste 2-300 år, har det danske folkstyre stille og roligt bevæget sig mod republikanske tilstande, men dette er der nu med Lissabon-traktaten sat en effektiv stopper for, ikke nok med det man har også gjort op med ideen om, at befolkningen via deres stemme kan holde politikerne ansvarlige for deres handlinger. Argumentationen for at indsætte den fabelagtige Hr. Rumpe som Præsident, havde en slående lighed med den man ofte hører royalister retfærdiggøre arvefølgen.

httpvh://www.youtube.com/watch?v=04TGFdYSfDM

At lidt bureaukrati fører til mere bureaukrati er ikke noget ukendt fænomen, vi kender det f.eks fra Parkinsons Lov, der også taler om loven om forbrug, at udgifter vil stige indtil de dækker indtægterne, loven om ansvar osv, alt sammen glimrende eksemplificeret for nyligt på Københavns Universitet, men det egentlige spørgsmål synes jeg er, hvem i det politiske landsskab i dag, vil være i stand til at gøre op med EU-papismen og indlede processen med at frigøre vores land fra det imperialistiske tyrani?