Historien om Ponzi, har jeg skamløst rippet fra Over Unity.

En af de mest berømte svindlere af alle, hed Charles Ponzi. Hans navn er på engelsk synonymt med hans metode: Ponzi-Scheme, eller som vi siger i danmark, Pyramidespil. I 1919 opdagede Ponzi, at postkuponer fra Spanien (på den tid, ofte brugt som checks), stadig var trykt med 1907-priser. Anden verdenskrig havde devalueret de europæiske valutaer voldsomt og dermed øget prisen på frimærker. Han konstaterede, at han kunne købe postkuponer rundt omkring i Europa for omkring 1 cent og bytte dem for amerikanske frimærker til en værdi af ca. 6 cent. Når ombytningsgebyrer og andre udgifter var modregnet, stod Ponzi’s særprægede plan til at indbringe ham en fortjeneste på over 400%! Dette var ikke svindel, så langt så godt.

Selve fidusnummeret begyndte først, da han efterspurgte investorer til at finansiere hans plan. Han tilbød dem en forrentning på 50% af deres investering inden for 45 dage eller 100% efter 90. Han formåede at finde villige investorer nok til at han kunne indlede første runde af sin plan, og han betalte investorerne deres 50% eller 100% profit som lovet. Rygterne begyndte at sprede sig som lynild. Flere og flere investorer ønskede at blive en del af dette succesrige foretagende, og mange blandt de første investorer skød deres oprindelige investeringer plus overskud ind i runde 2. Ponzi’s lille fidus begyndte at tage form, og voksede eksponentielt gennem foråret 1920, og om sommeren kunne han kalde sig for millionær.

I mellemtiden begyndte Ponzi´s fidus at indhente ham, han havde ikke længere råd til at købe postkuponer (der var heller ikke nær nok i omløb til støtte hans vanvittige plan alligevel), og han var desperat for at finde en vej ud. Men så længe han betalte de tidlige investorers tilgodehavender, med de nye penge doneret af ivrige nytilkomne, forblev illusionen en ubestridelig succes. Folk var sågar villige til pantsætte deres hjem for at blive en del af Ponzi’s mirakel, og fordi den tilsyneladende risiko var så lav og afkastene så store, formåede ingen at stille spørgsmålstegn ved affæren. Folk geninvesterede derimod promte hvad de havde tjent, og udelukkende ved hjælp af tro, håb og en bizar form for kærlghed, kørte systemet upåklageligt videre, frem til sensommeren 1920. Det der holdt Ponzi’s fidus kørende, var en irrationel og grundløs tillid til vækst og overskud. Den stærke tro på de uanede rigdomme Ponzi genererede, gav ham muligheden for at købe et luksuriøst palæ og overtage den principielle kontrol med Hanover Trust Bank.

Nu kom journalisterne endelig på banen, og det finansielle tidsskrift Barron’s Weekly, begyndte at undersøge Ponzi og offentliggjorde en række skadelige artikler om uoverensstemmelserne i Ponzi´s foretagende. Offentligt, blev der stillet spørgsmål ved Ponzi´s fidus, og investorene begyndte alvorligt at tvivle på grundlaget af deres investeringer, daglige overskrifter var med til at skabe en stemning af panik, og mange af de oprindelige investorer begyndte nu at indsamle deres del af kagen, før det gik op for alt for mange, hvad der var på fære. I løbet af tre lange dage, udbetalte Ponzi over 2 millioner Dollars, mens han ivrigt forsikrede, at alt var i skønneste orden. Panikken udeblev, og pyramidespillet kunne fortsætte.

Men det var en stakket frist, da Postvæsenet offentliggjorde en artikel den 2 august 1920, om Ponzi´s håbløst insolvente foretagende, efterfulgt en uge senere af en føderal razzia på hans kontor, var løbet endegyldigt kørt. Ponzi blev anholdt for post-bedrageri. Som en følge deraf, måtte Hanover Trust Bank lukke. Titusinder af mennesker mistede alle deres investeringer, og millioner af dollars “forsvandt” som dug for solen. Ponzi sad 14 år i fængsel, inden han blev deporteret. Han levede et kort, nytteløst liv i unåde og døde som fattiglem i Brasilien i 1949.

I 1933 blev Forsorgsloven indført i Danmark, under det berømte Kanslergadeforlig. Da loven blev vedtaget, skulle der 20 arbejdstagere til at forsørge 1 støttemodtager. Dengang døde de fleste arbejdere før de fyldte 65 år, så de fik aldrig brug for de penge de sparede op, kun omtrent 5% nåede at gøre brug af ordningen. Den forventede levealder er imidlertid steget markant og fødselstallet er støt faldende. I 2020 vil der kun være omkring 3 arbejdstagere, pr. modtager. Og med løbende forbedringer inden for medicin, reduktion af forurening, bedre byggematerialer, sundere arbejdsmiljø osv., vil denne trend fortsætte i det uendelige. Vi vil til stadighed få færre og færre arbejdstagere til at understøtte stadig flere pensionister. Men hvis alle er så kloge, og forstår at pyramidspillet i sidste ende vil vælte sammen, hvorfor i alverden oplever vi så en nærmest fanatisk opbakning til det?

I følge loven om offentlige indsamlinger og pyramidespil § 5a, er det ligefrem kriminelt at være del af et sådant system. Definitionen på et pyramidespil lyder således:

*deltagelse kræver indskud af penge eller andre økonomiske værdier,

*deltagerne stilles mulighed for økonomisk gevinst i udsigt og

*en sådan gevinst hovedsagelig hidrører fra indskud fra nye deltagere,
der efterfølgende indtræder i arrangementet.

Vores system fungere ganske enkelt ikke længere, og har vi bare den mindste respekt for fremtidige generationer, så bliver vi nød til at finde på noget nyt. Der er ikke noget odiøst i, at dem der bliver beriget i et pyradmidesystem, også er dem der vil forsvare det til sidste blodsdråbe, men på hvis bekostning? Hovedsagelig de kommende generationer, der vil opleve en stadig dårligere service, ringere behandling, mere usundt og udueligt sundhedssystem og guderne hjælpe os, en lavere pension med et højere skattetryk (så de via skatten på deres pension og opsparinger, ryger tilbage i spillet igen som investorer).

Se, det er sgu en ondskabsfuld fidus.